MENU

Ny hjemmeside, Protektor & Ambassadører

I går fulgte TV2 Nord op på Organdonation – ja tak’s arbejde, hvor organisationen bl.a. løftede sløret for deres nye hjemmeside, som har været undervejs i 4 måneder. “Det var allerede på tide med en ny hjemmeside igen, da den gamle ikke kunne rumme alle de nye tiltag, som vi havde på hjertet“, siger Lasse Heidelbach, som sammen med hans kone, Karen Heidelbach, stiftede Organdonation – ja tak, sidste sommer, hvor deres egen datter, Esther, på 2 år, stod på ventelisten til en ny lever.

Organisationen, som arbejder for hæve donorraten i Danmark og forbedre vilkårene for de kronisk syge danskere og deres familier, som står på venteliste til et nyt organ, løftede desuden sløret for organisationens protektor Walter og Marie Trout. Walter Trout er en amerikansk blues guitarist, som i 2014 lå for døden, fordi han manglede en ny lever. Han er gift med danske Marie Trout og begge var de straks med på at støtte Organdonation – ja tak!
Vi er utrolig glade og enormt stolte over vores protektor, særligt fordi de om nogen har haft organdonation helt tæt inde på livet“, siger Lasse Heidelbach.

Udover at protektoratet er velbesat, så har foreningen også fået sine første nye ambassadører… Den ene er Lisbeth Sagen som har stiftet MusikbeRiget, hvor hun sammen med bl.a. Ole Kibsgaard og Berit Spelling, spiller levende musik for sygdomsramte børn, voksne og deres familier, på Rigshospitalet.
Og den anden er Charlotte Højlund, som er mor til 7 hjemmelavede og hjemmeboende børn, forfatter, foredragsholder og klummeskribent. Hun skriver bl.a. for TV2 Livsstil og har ytret, at hun går 110% ind for organdonation.
Vi er ubeskriveligt glade for vores ambassadører, som med stort engagement støtter op om organdonation i Danmark og vores fælles sag“, siger Karen Heidelbach – og fortsætter. “Uden al den støtte og opbakning vi har fået fra alle kanter, var vi slet ikke nået så langt, som vi er i dag” fastslår hun.

Organisationen er netop nu igang med at stifte en bestyrelse. Herefter skal der afholdes stiftende generalforsamling, hvor bestyrelsen og vedtægterne skal godkendes, så Organdonation – ja tak, på papiret, bliver en “officiel” organisation.