Ambassadører

Ambassadører

Vores ambassadører er vigtige for os! Med stort engagement støtter de op om Organdonation – ja tak’s mål om, at forbedre vilkårene for de kronisk syge danskere og deres familie, som rammes af organsvigt.

Ambassadører

Vores ambassadører er vigtige for os! Med stort engagement støtter de op om Organdonation – ja tak’s mål om, at forbedre vilkårene for de kronisk syge danskere og deres familie, som rammes af organsvigt.

Christinna Pedersen

Prof. badmintonspiller på det danske landshold & OL medaljevinder – Rio 2016

I december 2017 var jeg i Asien for at spille en badmintonturnering, det var også det tidspunkt at min lillebror fik konstateret “IgA Glomerulonefritis” der er en autoimmun sygdom, som nedbryder hans nyrer. Han var 27 år, da han får af vide, at der skal en nyretransplantation til for at redde hans liv.

Min første tanke var “jeg giver min nyre til ham”, også selvom det ville betyde at min badmintonkarriere ville blive sat på standby i nogle måneder. Der var flere helt tæt på familien som havde givet udtryk for, at de gerne ville donere i så fald min fars nyre ikke ville blive godkendt. Sådanne tilkendegivelser betyder uendelig meget. Min far var heldigvis et match og blev godkendt som doner.

Mit forhold til organdonation er helt klart blevet stærkere efter at have haft det tæt ind på livet. Det er vigtigt at forstå at organsvigt kan ramme os alle og at det kan ramme pludseligt og helt uventet. Hele familien påvirkes og man føler pludselig, at ens liv bliver sat på pause mens man venter i uvished. Denne patientgruppe har brug for al den støtte og hjælp de kan få, både de mennesker der er på venteliste lige nu, men også dem der ikke er ”syge” nok endnu til at komme i betragtning til en plads på ventelisten til et nyt organ.

I min rolle som ambassadør for Organdonation – ja tak! håber jeg, at kunne sætte mere fokus på patientforeningens arbejde med at forbedre organdonation i Danmark og være med til at gøre en forskel for de børn, unge og voksne der hvert år bliver ramt af organsvigt. Det er så vigtigt, at vi hjælper hinanden og forbedre livsvilkårene for disse danske familier, der i fremtiden får organdonation tæt ind på livet.

Jeg selv har været organdonor i mange år – og jeg håber inderligt at flere tager stilling. Det redder liv!

Kærlig hilsen Christinna

Ibi Makienok

TV-vært & forfatter

I Danmark er der lige nu over 400 børn, unge og voksne, som venter på det ene eller det andet organ. Enten fordi man er født med en defekt, eller fordi man har haft kræft og fået kemo, eller fordi man har en autoimmun sygdom, en betændelse, en forgiftning – eller er kommet ud for en ulykke.
Inden jeg selv blev syg, havde jeg, lige som de fleste danskere, ikke skænket organdonation megen tanke – og jeg havde lige som størstedelen af danskerne heller ikke taget stilling til organdonation. Og som de fleste, havde jeg heller aldrig nogensinde troet, at der skulle være noget indeni mig der pludseligt ikke virkede. Denne mangel på fokus og opmærksomhed er et stort samfundsproblem, som berører os alle, fordi ingen kan sige sig fri for pludseligt, at blive alvorligt syg og alle kan få brug for et nyt organ i morgen – også selv om man har levet og spist sundt – det er jeg et levende bevis på. Netop derfor er det vigtigt for mig, at være ambassadør for Organdonation – ja tak. Jeg er glad for at kunne være med til at sætte organdonation på dagsordenen, så vi kan forbedre forholdene for de hundredevis af danskere og deres familier, som venter på et nyt organ. De tilhører en overset patientgruppe, som vi skal have gjort opmærksom på, så de kan få den støtte de har behov for og krav på. Gør som jeg… støt Organdonation – ja tak – sammen kan vi redde liv og forbedre organdonation for os alle sammen i Danmark.

Foto: Krestine Havemann

Mai-Britt Vingsøe

Radio-vært på GO’NOVA & indehaver af Klinik Vingsøe

Jeg har, siden jeg var 18 år været bloddonor. Derfor lå det ganske naturligt for mig at følge den helt til dørs, da der på hospitalet lå en lille folder om organdonation. Jeg udfyldte det lille donorkort, som jeg fra da af altid havde hos mig. Men hvad nu hvis det blev væk, den dag jeg skulle herfra? Hvad nu hvis min familie gemte det, fordi de var imod donation? Den bekymring er væk i dag, for jeg har taget stilling digitalt, og dermed er det offentligt tilgængeligt, hvad de må og ikke må, når jeg skal herfra. Jeg har valgt, de må tage det hele. For jeg har ikke brug for det længere. Det er en snak, jeg har haft med mine børn og de bryder sig ikke om tanken. Men hvem gør det? Det er da ikke noget rart emne at tage op over aftensmaden, men ikke desto mindre livsvigtigt.

At melde sig som donor, er en personlig ting, som vi skal have styr på, inden vi skal herfra. For det er da okay at sige nej. Men som det ser ud i dag, har de færreste taget stilling til organdonation. Alle i min omgangskreds siger, når jeg spørger, om de vil modtage et organ, “ja-tak”, og jeg er af den overbevisning, at hvis du vil ha’ – må du også give.

Alvoren omkring organdonation stødte jeg på for 15 år siden, da min mor blev alvorligt nyresyg. Hun var i forskellige former for dialyse, men det gik alvorligt ned ad bakke, og vi håbede at der ville komme en organdonor, som ville give min mor hendes liv tilbage – og give hende chancen for at se sine børnebørn blive teenagere, måske endda voksne. En aften i februar for 9 år siden, fik hun et opkald fra hospitalet, som ændrede hendes liv. Der var en nyre til hende. Det var med meget blandede følelser vi modtog beskeden, for det betød jo, at et andet menneske havde mistet livet. Men at det menneske havde taget stilling til organdonation, reddede min mors liv. Vi er stadig evigt taknemmelige for, at vedkommende havde gjort sig de tanker om organdonation og rent faktisk brugt det minut det tager at melde sig som donor. Så da jeg så Organdonation – ja tak´s forslag om, at man automatisk er donor fra man er 18 år, blev jeg så glad. Glad fordi det vil nedbringe ventetiden for de børn og voksne, som i dag venter på et organ for at kunne få deres liv tilbage. Jeg har mødt mennesker, som mener det er bondefangeri, men de glemmer, at det ikke er tvang. Det handler om at tage stilling, og når det gælder dét at sige nej, skal de nok tage stilling. Så jeg støtter i den grad op, og er stolt over at være ambassadør for så vigtig en sag.
Har du taget stilling?

Kærligst Mai-Britt

Neel Rønholt

Skuespillerinde

For nogle år siden tog jeg stilling til organdonation. Det var faktisk et helt naturligt valg for mig og det undrede mig, at jeg ikke havde gjort det noget før, især da jeg fandt ud af hvor nemt det var. Derfor kommer det også bag på mig at der ikke er flere der har meldt sig som doner, når det potentielt kan få direkte indflydelse for ens pårørende og andre menneskers liv. Hvert år rammes familier af akutte og kroniske sygdomme der fører til organsvigt. Ventetiden for disse patienter, der står på venteliste til fx en ny lunge eller lever, er lang og det påvirker disse danske familiers hverdag helt enormt, at deres liv pludselig er sat på pause, på ubestemt tid.

Der er et stort behov for at forbedre organdonation i Danmark og sætte mere fokus på denne oversete gruppe af patienter der venter på nye organer. Derfor har jeg valgt at støtte Organdonation – ja tak! Jeg synes det er et vigtigt og nødvendigt arbejde de udfører. De er, som jeg selv, fortaler for at der indføres formodet samtykke, som er den eneste måde vi kan hæve doneraten markant på i Danmark. Jeg tror på, at det er en organisation der kan gøre en forskel og som har hjertet og visionerne på det rette sted. Det er utroligt vigtigt for mig, at jeg kan mærke hjertet i det jeg engagere mig i, og det var derfor nemt for mig, at sige ja til rollen som ambassadør for Organdonation – ja tak! Jeg håber, at jeg herigennem kan være med til at sætte fokus på denne vigtige sag og være med til at tage ansvar for os selv og hinanden. For det, at hjælpe hinanden – det ligger mit hjerte nært.

Mange varme hilsner fra Neel

Musikberiget

Lisbeth Sagen, Ole Kibsgaard, Berit Spælling med flere.

Lisbeth Sagen Violinist & Stifter af MusikbeRiget: “I vores hverv på Rigshospitalet, hvor vi spiller levende musik for sygdomsramte børn, voksne og deres familier, har vi mødt et utal af skønne mennesker, som har alvorlige eller livstruende sygdomme inde på livet. Vi har oplevet mirakler og set dem blive raske igen og vi har oplevet, når forløbene har en dødelig udgang. Det er frygteligt hårdt at være vidne til, men heldigvis vejer miraklerne tungest. Et af miraklerne har 2 ansigter, det ene er døden og det andet er livet – og miraklet er organdonation. At noget så tragisk og meningsløst som døden er tæt forbundet med noget så smukt som livet, kan være svært at forholde sig til. Men har man først, som vi, hørt ”I skovens dybe stille ro”, sunget af et andet menneskes lunger i en ny krop eller set små helt gule og dødsyge børn få en ny lever, blive raske og komme tilbage til livet igen, så er man ikke længere i tvivl… Organdonation er en fantastisk, meningsfuld og smuk ting!! MusikbeRiget støtter derfor selvsagt Organdonation – ja tak i deres arbejde. Det er vigtigt at vi får sat fokus på Organdonation i Danmark, så vi kan forbedre vilkårene for os alle sammen – og de mennesker, som hvert år dør på ventelisten til et nyt organ.”

Charlotte Højlund

Mor, forfatter, foredragsholder og klummeskribent…

Charlotte er mor til 7 hjemmelavede og hjemmeboende børn, forfatter, foredragsholder og klummeskribent. Hun skriver bl.a. for TV2 Livsstil, hvor hun bl.a. har skrevet artiklen: “Organdonation: Tag bare alt jeg har, når jeg ikke er her mere!
“Jeg har ingen personlig erfaring med organdonation i min nærmeste omkreds eller familie. Men jeg støtter Organdonation – ja tak, fordi jeg mener, at alle skal tage stilling til organdonation – og fordi jeg mener, at vi har pligt til at hjælpe hinanden.
For mange år siden tog jeg stilling til organdonation, hvor jeg udfyldte et donorkort og havde det liggende i min pung. Efter jeg fik min pung stjålet, forsvandt kortet, men nu har jeg registreret mig som donor igen, og ja, de må virkelig tage alt, jeg har, når jeg en gang ikke er her mere. Jeg er godt klar over, at det kan blive hårdt for mine børn, og det måske kan trække lidt ud med at få mig begravet, men jeg mener, at der er en lille pris at betale for at redde et andet liv. For jeg er nødt til at se det fra min egen side. Hvis jeg stod med et dødssygt barn, der kun kunne reddes med et organ fra et andet menneske, ville jeg være så taknemmelig og lykkelig over, at der var en, der havde sørget for at registrere sig. Og hvad skal jeg eller mine børn med hverken mit hjerte, hornhinder, lunger eller noget helt andet, hvis jeg alligevel er på vej herfra? Intet. Det er bare en tom skal og ikke udtryk for, hvem jeg var, mens jeg levede. Og så er det da en smuk tanke, at den tomme skal kan hjælpe et andet menneske tilbage til livet, når jeg skal sige farvel til det…”