Ambassadører

Ambassadører

Vores ambassadører er vigtige for os! Med stort engagement støtter de op om Organdonation – ja tak’s mål om, at forbedre vilkårene for de kroniks syge danskere og deres familie, som står på venteliste til et nyt organ.

Ibi Makienok

TV-vært & forfatter

I Danmark er der lige nu over 400 børn, unge og voksne, som venter på det ene eller det andet organ. Enten fordi man er født med en defekt, eller fordi man har haft kræft og fået kemo, eller fordi man har en autoimmun sygdom, en betændelse, en forgiftning – eller er kommet ud for en ulykke.
Inden jeg selv blev syg, havde jeg, lige som de fleste danskere, ikke skænket organdonation megen tanke – og jeg havde lige som størstedelen af danskerne heller ikke taget stilling til organdonation. Og som de fleste, havde jeg heller aldrig nogensinde troet, at der skulle være noget indeni mig der pludseligt ikke virkede. Denne mangel på fokus og opmærksomhed er et stort samfundsproblem, som berører os alle, fordi ingen kan sige sig fri for pludseligt, at blive alvorligt syg og alle kan få brug for et nyt organ i morgen – også selv om man har levet og spist sundt – det er jeg et levende bevis på. Netop derfor er det vigtigt for mig, at være ambassadør for Organdonation – ja tak. Jeg er glad for at kunne være med til at sætte organdonation på dagsordenen, så vi kan forbedre forholdene for de hundredevis af danskere og deres familier, som venter på et nyt organ. De tilhører en overset patientgruppe, som vi skal have gjort opmærksom på, så de kan få den støtte de har behov for og krav på. Gør som jeg… støt Organdonation – ja tak – sammen kan vi redde liv og forbedre organdonation for os alle sammen i Danmark.

Musikberiget

Lisbeth Sagen, Ole Kibsgaard, Berit Spælling med flere.

Lisbeth Sagen Violinist & Stifter af MusikbeRiget: “I vores hverv på Rigshospitalet, hvor vi spiller levende musik for sygdomsramte børn, voksne og deres familier, har vi mødt et utal af skønne mennesker, som har alvorlige eller livstruende sygdomme inde på livet. Vi har oplevet mirakler og set dem blive raske igen og vi har oplevet, når forløbene har en dødelig udgang. Det er frygteligt hårdt at være vidne til, men heldigvis vejer miraklerne tungest. Et af miraklerne har 2 ansigter, det ene er døden og det andet er livet – og miraklet er organdonation. At noget så tragisk og meningsløst som døden er tæt forbundet med noget så smukt som livet, kan være svært at forholde sig til. Men har man først, som vi, hørt ”I skovens dybe stille ro”, sunget af et andet menneskes lunger i en ny krop eller set små helt gule og dødsyge børn få en ny lever, blive raske og komme tilbage til livet igen, så er man ikke længere i tvivl… Organdonation er en fantastisk, meningsfuld og smuk ting!! MusikbeRiget støtter derfor selvsagt Organdonation – ja tak i deres arbejde. Det er vigtigt at vi får sat fokus på Organdonation i Danmark, så vi kan forbedre vilkårene for os alle sammen – og de mennesker, som hvert år dør på ventelisten til et nyt organ.”

Charlotte Højlund

Mor, forfatter, foredragsholder og klummeskribent…

Charlotte er mor til 7 hjemmelavede og hjemmeboende børn, forfatter, foredragsholder og klummeskribent. Hun skriver bl.a. for TV2 Livsstil, hvor hun bl.a. har skrevet artiklen: “Organdonation: Tag bare alt jeg har, når jeg ikke er her mere!
“Jeg har ingen personlig erfaring med organdonation i min nærmeste omkreds eller familie. Men jeg støtter Organdonation – ja tak, fordi jeg mener, at alle skal tage stilling til organdonation – og fordi jeg mener, at vi har pligt til at hjælpe hinanden.
For mange år siden tog jeg stilling til organdonation, hvor jeg udfyldte et donorkort og havde det liggende i min pung. Efter jeg fik min pung stjålet, forsvandt kortet, men nu har jeg registreret mig som donor igen, og ja, de må virkelig tage alt, jeg har, når jeg en gang ikke er her mere. Jeg er godt klar over, at det kan blive hårdt for mine børn, og det måske kan trække lidt ud med at få mig begravet, men jeg mener, at der er en lille pris at betale for at redde et andet liv. For jeg er nødt til at se det fra min egen side. Hvis jeg stod med et dødssygt barn, der kun kunne reddes med et organ fra et andet menneske, ville jeg være så taknemmelig og lykkelig over, at der var en, der havde sørget for at registrere sig. Og hvad skal jeg eller mine børn med hverken mit hjerte, hornhinder, lunger eller noget helt andet, hvis jeg alligevel er på vej herfra? Intet. Det er bare en tom skal og ikke udtryk for, hvem jeg var, mens jeg levede. Og så er det da en smuk tanke, at den tomme skal kan hjælpe et andet menneske tilbage til livet, når jeg skal sige farvel til det…”