Det er med overordentlig stolthed og glæde, at vi tildeler Niels Due Jensen titlen af Æresmedlem i patientforeningen Organdonation – ja tak!

Niels Due Jensen, som selv har haft organsvigt tæt inde på livet og som er varm fortaler for aktivt fravalg, har gennem en årrække støttet Organdonation – ja tak’s politiske arbejde, hvilket har afstedkommet, at foreningen har kunne yde en stor indsat for at oplyse både borgere og politikere om aktivt fravalg og dermed sikre en mere nuanceret debat om aktivt fravalg i Danmark.

Støtten fra Niels Due Jensen har betydet, at Organdonation – ja tak! gennem de seneste år er lykkedes med at sætte organdonation og aktivt fravalg på den politiske dagsorden, og at vi aldrig har været tættere på at få indført aktivt fravalg i Danmark.

Niels Due Jensen har også støttet Organdonation – ja tak’s feriehusprojekt med en flot donation, som har resulteret i, at feriehusprojektet er realiseret. Dermed kan foreningen fra sommeren 2024 tilbyde familier, hvor børn, unge og voksne er ramt af organsvigt eller er transplanteret, et refugium og fristed, hvor de kan søge tilflugt fra hverdagen med livstruende sygdom og opnå mentalt overskud.

Den indgående forståelse og empati for disse udsatte familier kender Niels Due Jensen fra den tid, hvor han var ramt af organsvigt på nyrerne og måtte i dialyse og til sidst var tæt på at miste livet. Hans liv blev reddet takket være en donornyre fra en ven, hvilket du kan læse mere om i artiklen herunder.

At Niels Due Jensen passion for at hjælpe patienter med organsvigt ses også i det vigtige arbejde, som udføres af Niels Due Jensens Almennyttige Fond. Læs mere om fondens arbejde nederst på denne side.

Niels Due Jensen har fortjent titlen af Æresmedlem i patientforeningen Organdonation – ja tak, fordi han af et godt hjerte ønsker at hjælpe andre. Det vidner hans støtte og bidrag til Organdonation – ja tak! også om.

Støtten har været medvirkende til, at vi har kunnet arbejde for at forbedre organdonation for os alle sammen i Danmark. Den har også gjort det muligt for os at øge vores støtte og hjælp til en af de mest sårbare og hidtil oversete patientgrupper: familier, hvor børn, unge og voksne er ramt af langvarig og livstruende sygdom, som følge af organsvigt.

Det er kontrastfyldt at besøge Niels Due Jensen. Omgivelserne er en herremand værdig. Med smedejernsport, en kæmpestor gårdsplads og en lige så volumiøs stentrappe, der fører op til en dør og ind i en hall, hvor tre udstoppede kronhjorte-hoveder og en opsats med massevis af hvide orkideer dominerer indretningen.

Værten selv virker, med sin diskrete blå habit og næsten lavmælte velkomsthilsen, mest af alt tilbageholdende og ydmyg.

”Velkommen til. Du kan hænge din frakke i garderoben, der er derhenne – anden dør til venstre,” siger han og peger, mens han stille, men bestemt, dresserer hunden Aija til at holde sig i baggrunden.

Vi skal igennem flere rum, inden vi kommer ind i en stue med et spisebord, hvor der er dækket op med hvid dug og musselmalede kaffekopper.

”Du kan sætte dig der, så sætter jeg mig her overfor,” siger han.

Derved forbliver enden af bordet tom. Lidt usædvanligt. Niels Due Jensen er nemlig en mand, der plejer at sætte sig for bordenden. Men mere om det senere.

Først skal vi snakke om, hvordan han har det. Interviewet her på Ormstrup Gods ved landsbyen Sahl tæt på Bjerringbro i Midtjylland er kommet i stand efter et langt tilløb. Flere år faktisk. For den mangeårige koncernchef og bestyrelsesformand i Grundfos har været ramt af alvorlig sygdom, og efterfølgende har han i tre år levet som dialysepatient. Med hvad der deraf fulgte af ture til hospitalet i Viborg fire gange om ugen samt adskillige andre ture til Universitetshospitalet i Aarhus til kontroller eller indlæggelser, når der stødte infektioner eller andre komplikationer til.

Han blev i august 2016 angrebet af stafylokokker i hovedpulsåren. I nogle dage svævede han mellem liv og død, og lægerne gav ikke familien meget håb.

”Heldigvis fik lægerne repareret den syge åre og alt det andet. Det eneste, der gik til, var mine to nyrer,” fortæller han, mens han rækker termokanden med kaffe over bordet.

Selv husker han på grund af høj feber ikke meget af de kritiske dage og timer, men han husker det, der fulgte efter: Dialysen, ventelisten til transplantation og de to gange, han var indkaldt som såkaldt andenprioritet til en nyretransplantation.

”Begge gange havde jeg det sådan, at det var fint, at nyren gik til det menneske, der var prioriteret som nummer et. Jeg ville selvfølgelig gerne have haft den, men følte mig ikke skuffet,” siger han.

Den 23. maj sidste år var det så Niels Due Jensens tur. Ikke fordi hans lod blev trukket, men fordi han havde en levende donor – en ven.

”Vi er ikke sådan personlige venner. En jagtven vil jeg kalde det,” siger han, da han bliver bedt om at beskrive sit forhold til donoren. Og uddyber så:

”Vi taler ikke om penge. Det var en helt spontan hjælp fra en ven, som via sin familie var vant til organdonation. Vi talte det meget igennem. Naturligvis. Det var en dybfølt vennetjeneste, som jeg er taknemmelig for. Når jeg møder ham, spørger jeg altid til, hvordan han har det med sin ene nyre. ’Jeg kan ikke mærke forskel’, svarer han, og jeg siger så: ’Det kan jeg til gengæld. En fantastisk forskel’.”

”Jeg synes ikke, man skal føle, at man står i gæld til et andet menneske. Det forventer han heller ikke.”

Niels Due Jensen har ikke været i dialyse siden, for nyren virkede fra første sekund.

”Jeg føler mig helt normal og er virkelig taknemmelig for, at det lykkedes. Jeg tror, man skal have stået med ryggen mod muren for virkelig at skønne på, hvor dyrebart livet er. Det gør jeg nu hver eneste dag. Hvis jeg var blevet på ventelisten, tror jeg aldrig, jeg havde fået en nyre. Lægerne fortæller ikke, hvordan de prioriterer, og det er nok klogt, men i en situation, hvor der mangler organer, synes jeg, det er naturligt, hvis yngre mennesker, der har det meste af livet foran sig, prioriteres højest,” siger Niels Due Jensen, der fylder 77 år i morgen.

Han har dog en opsang til de danske politikere. Han finder det helt forkert, at man her i landet selv aktivt skal melde sig som donor.

”Det betyder, ar rigtig mange ikke får det gjort. I USA eksempelvis bliver alle, der skal have kørekort, spurgt, om de vil være organdonorer, og det siger de fleste ja til. I Danmark skal man oftest spørge de pårørende, om en afdøds organer må anvendes. Det betyder, at der er alt for få organer til rådighed,” siger Niels Due Jensen, der har taget kontakt til folketingspolitikere i håb om at få loven ændret.

Det sker iøvrigt af og til, at han ringer en politiker op. Især er det Morten Østergaard, De Radikales formand, der får et opkald fra den tidligere Grundfos-leder. Niels Due Jensen har i mange år været medlem af partiet og er det stadig.

”Det skyldes først og fremmest partiets ansvarlighed overfor indvandrere. Jeg hører til den nok lidt sjældne fløj, der mener, at Danmark godt kan tage flere indvandrere og asylansøgere. Jeg synes, vi har pligt til at tage os af de millioner af flygtninge, der står ved EUs grænser. Hvis vi ikke lukker dem ind, hvad skal der så blive af dem? Der er ingen anden vej, end at vi giver dem uddannelse og arbejde, så de kan rejse bedre rustet til deres fædreland igen, når det er muligt, Vi skal selvfølgelig ikke tage en million på én gang, men 10-15.000 mener jeg let, Danmark kan tage nu,” siger han og tilføjer, at ethvert menneske kan gøre en forskel.

Direkte adspurgt, om han selv ville lade flygtningefamilier flytte ind på sit gods, hvis de kom og bankede på, svarer han hurtigt:

”Ja, hvorfor ikke. Her er plads nok, og vi skulle nok kunne finde noget arbejde til dem i skoven eller landbruget.”

Niels Due Jensen kommer fra et hjem, hvor begge forældre var aktive kirkegængere, og hvor der både blev bedt bordbøn og sunget salmer. Som dreng gik han i søndagsskole og var FDF’er. Begge dele var lige så naturligt for ham som drengelegene i skoven med bue og pil og fiskeriet i Gudenåen. Den kristne tro tog han med sig ind i voksenlivet.

”Jeg føler mig naturligt hjemme i folkekirken, og efter vi flyttede herud i 2003, er det mest Sahl Kirke, jeg går til gudstjeneste i om søndagen,” siger han og tilføjer så med et skævt smil:

”Jeg er en af syv-otte stykker, der kommer næsten hver søndag. Der er i sandhed brug for noget mere tilslutning.”

Men hvad der er vigtigere end den ugentlige kirkegang, er de daglige samtaler med Gud.

”Jeg føler, jeg har en god kontakt til Vorherre. Det er helt enkelt bare, at jeg folder mine hænder og snakker lidt med Vorherre om, hvad jeg tænker og føler. Ikke højt, men inde i mig selv. Nogle gange kan jeg godt komme frem med nogle ønsker, og så må jeg jo bare se, om det er noget, Vorherre mener, der skal opfyldes eller ej. Jeg tror helt sikkert, han havde en god finger med i spillet, da mit liv blev reddet for tre år siden. Det kan ikke bevises, og det skal det heller ikke. Det er godt, som det er.”

For hans far, Poul Due Jensen, der i 1945 grundlagde Grundfos, var det helt naturligt at tage sin kristne tro med på arbejde. Sådan var det også for sønnen, da han tog over efter faderens død i 1977, og det er stadig en vigtig del af ånden på Grundfos. Niels Due Jensen modtog i november 2016, som den hidtil eneste dansker, Lutherrosen fra Die Internationale Martin Luther Stiftung i Tyskland. Det vil sige, det gjorde hans hustru Minna Due Jensen på hans vegne, da han selv var for syg til komme til overrækkelsen på Nationalmuseet i København. Rosen har en fremtrædende plads i hans stue, og han kigger på den hver dag. Den anerkendelse er han tydeligvis glad for.

”Jeg ved, at jeg blev anbefalet af nogle kredse indenfor folkekirken, og argumentet var, at jeg har brugt min luthersk-evangeliske tro i min ledelse af Grundfos,” siger han.

Han vil ikke komme med konkrete eksempler, men siger, at det overordnet handler om den respekt, tilgivelse og sociale ansvarlighed, der tales om overalt i Det Nye Testamente.

”Det kommer helt naturligt, at man hjælper og støtter i hverdagen og behandler sine medarbejdere hensynsfuldt,” siger han og tilføjer så, at det blandt andet også betyder, at der er indrettet bederum til de muslimske medarbejdere. Det kunne aldrig falde ham ind at missionere, enhver har ret til sin tro, mener han.

Især ved juletid er kristendommen tydelig på Grundfos. Der er nemlig en lang tradition for, at alle medarbejdere mødes den sidste arbejdsdag før jul i en af de store haller i virksomheden. Her deltager biskoppen over Viborg Stift, som læser Juleevangeliet, og der bliver sunget fire salmer. Hele familien Due Jensen, der nu foruden Minna og Niels Due Jensen tæller deres to voksne børn, svigerbørn og fem børnebørn, deltager altid. Det er nemlig en vigtig pointe, at virksomheden er familiejet.

En anden pointe er, at Grundfos hænger uløseligt sammen med Bjerringbro. Den verdensberømte pumpevirksomheds bygninger har sin helt egen bydel med blandt andet produktionsfabrikker, administration, uddannelsescenter og idrætshal. Dertil kommer andre og mindre bygninger i byen, hvor det hvide flag med de blå Grundfos-bogstaver også vajer.

Bjerringbro er Grundfos. Og vice versa. For selvom virksomheden med sine 19.000 medarbejdere efterhånden har spredt sig over det meste af verden, så har en fjerdedel af medarbejderstaben stadig deres daglige gang i Bjerringbro. Spørger man Niels Due Jensen, skal det helst blive ved med at være sådan, selvom han selvfølgelig godt ved, at produktionsomkostningerne er betydeligt lavere i lande som eksempelvis Kina og Polen.

Og nu kommer det med at sidde for bordenden. Den plads har han set som sin naturlige, siden faderen døde allerede som 65-årig.

”Omkring et halvt år i forvejen vidste min far, at han skulle dø, og vi havde mange samtaler. Jeg sagde til ham, at jeg gerne ville gøre en indsats for Grundfos og også gerne ville prøve at være chef. Og tænk, det advarede han mig imod. Han følte sikkert, at han selv var blevet slidt op af sin virksomhed,” siger Niels Due Jensen, og vi bliver enige om, at faderens kærlighed til sin søn må have vejet tungere end hensynet til virksomheden.

“Da han var død, var der dog ingen tvivl i mit sind om, at jeg skulle træde ind,” siger Niels Due Jensen, der først overtog alle faderens bestyrelsesposter i Danmark og derefter blev koncerndirektør.

Den post forlod han som 60-årig, men han forblev formand for Poul Due Jensen Fonden, der ejer størstedelen af Grundfos. Formandsposten forlod han for to år siden, hvor han fyldte 75 år, og i dag er det ikke et familiemedlem, der sidder øverst. Niels Due Jensens søn, der har samme navn som sin farfar, er næstformand og samtidig en del af koncernledelsen.

Grundfos er dog stadig, i kraft af sin organisation med en ejerfond, hvor der altid skal sidde fire familiemedlemmer, en familiejet virksomhed. I fonden sidder i dag Niels’ to søstre, Estrid Due Hesselholt og Ingermarie Due Nielsen, samt sønnen Poul og datteren Annette.

“Det betyder rigtigt meget for mig, og jeg tror også, at det følelsesmæssigt betyder noget for medarbejderne. Der er noget særligt over, at Danmark har familiedrevne virksomheder som Grundfos i Bjerringbro, Lego i Billund, og Danfoss i Nordborg. Der er noget jysk i det. Noget med en indbygget ydmyghed overfor opgaverne og det, vi står for. Det er ikke sådan, at vi slår ud med arme og ben, fordi vi ejer en stump af en stor virksomhed, det handler nok mere om, at vi har en særlig vilje til at gøre en forskel for vores lokalområde og for det, vi tror på,” siger Niels Due Jensen.

Fonden yder støtte til transplantationsklare nyrepatienter, som ud fra en samlet vurdering af egne økonomiske ressourcer og helbredsmæssige tilstand har et akut behov for udgiftskrævende behandling til nyretransplantation.

Patienten forventes at have en levende organdonor, men som ikke vævstypemæssigt passer. Det skyldes, at vi i Danmark og Skandinavien har en grundlæggende mangel på donornyrer.