MENU

Thomas

Klar til min femte ''ferie'' fra dialysen - og jeg vil nyde hvert sekund fuldt ud!

Af: Thomas Helligsø  |  Foto: Fotograf Rasmus Laurvig  |  Copyright ©2025

“Man skal huske på, at en transplantation ikke varer evigt, men se på det som en ”ferie” fra dialysen” – citat: Overlæge Ole Fjeldborg. Disse ord hørte jeg første gang, som dreng på Aarhus Kommunehospital og de har printet sig fast i min hukommelse.

Nu ligger jeg her på stue 121 på Skejby og gør mig klar til min femte ”ferie”. Portøren har lige hentet min super seje mor, som i en alder af 70 år har valgt at give mig hendes ene nyre. Sidste gang jeg lå her er ca. 23 år siden og dengang var det min far, der blev kørt afsted med portøren.

Og nu skal jeg så vente godt og vel fire timer til det igen bliver min tur, så jeg lader tankeren flyve…..

Jeg tænker på alle de mennesker, jeg har mødt igennem mit lange sygdomsforløb og et lille, beskedent ord på tre bogstaver dukker op. De tre bogstaver t, a og k rummer dog så meget mere end jeg kan beskrive. TAK!!!

Jeg vil sige et dybfølt tak til alle de mennesker, som jeg har mødt på min vej. Uden jer kunne jeg ikke have levet et næsten helt normalt liv. Jeg er jer alle dybt taknemmelige.

Jeg tænker på mine venner og familie, som har tilbragt adskillige timer ved min side, når jeg har været indlagt. I har holdt mit humør højt, når det hele var svært.

Jeg sender en kærlig tanke til de søde sygeplejersker, som måtte stå mål for en del. Jeg husker, at jeg som 10 årige lå på voksen afdelingen på Kommunehospitalet, men jeg blev forkælet. Jeg havde ikke  mindre end 3 sengebord på min stue, hvor jeg kunne have alt mit legetøj, Anders And blade, tv og andet. De måtte ofte springe for livet, når de fjernstyrede biler kom ræsende ned af gangen. Men de passede godt på mig og jeg håber, at de har tilgivet mig for mine evindelige drillerier 😉

Jeg vil takke lægerne for deres fingerfærdighed, formåen og for deres direkte og ærlige måde, der blev gået til tingen på.

Men uden en donor var intet muligt!

Jeg ville være lænket til et dialyseapparat mindst 3 gange ugentligt af 4-5 timers varighed og jeg vil ikke have haft muligheden for at leve livet fuldt ud.

Jeg husker tydeligt den følelse i kroppen, når telefonen ringer og de siger, “Go’ morgen, det er fra Skejby. Vi har en nyre til dig”. Det er fuldstændig ubeskriveligt. Det er kort sagt, som at få en ny fødselsdato.

Jeg er så taknemmelig for, at der findes mennesker, som har sagt ja til at donere deres organer væk. Jeg føler med de efterladte, der trods sorg alligevel kan tage stilling eller som respekterer donors ønske. Det må være ubegribeligt svært, at stå i en situation, hvor man har mistet en man elsker. Den trøst jeg kan give de pårørende er, at deres valg har gjort det muligt for seks mennesker, som mig, at få en ny chance i livet. Vi vil være dem evigt taknemmelige.

Jeg har været så heldig, at familiemedlemmer har tilbud sig som levende donorer. Først tilbød min fars sig og hans nyre har fungeret i 23 år og nu venter jeg så på min mors. Kan ikke sige andet end tak – og i denne sammenhæng, føles det som et fattigt ord.

Men desværre er der stadig mange på venteliste til et organ, der venter forgæves og dør. Statistisk set dør en patient hver 10. dag på venteliste (kilde: transplantation.dk)

Det er mit ønske, at flere tager stilling til organdonation.

Det er mit ønske, at flere melder sig i Donorregistret på www.sundhed.dk eller tager den vigtigt samtale med de nærmeste og fortæller dem om sit ønske.

Behovet for donorer er stort, men tre familier sagde for mange år siden ja til, at deres barn/mand/kone gav mig livet igen. De gjorde det muligt for mig, at sige pænt nej tak, da kommunen vil give mig førtidspension i en alder af 20 år. De gjorde muligt for mig, at jeg kunne gennemføre handelsskolen og sidenhen blive datamatiker, som førte til, at jeg har mit eget lille computerfirma. De familier vil altid være i mine tanker og jeg føler mig forbundet med dem på en særlig måde.

Nu er jeg så klar til at blive hentet af portøren, så jeg kan tage på min femte ”ferie” og jeg vil nyde hvert sekund fuldt ud 🙂

TAK!

Venligst,
Thomas Helligsø”

Mindeindsamling i Thomas' ånd

I Thomas’ ånd, har familien oprettet en mindeindsamling til fordel for patientforeningen Organdonation – ja tak!

– Familien skriver: “Vi ved, at det vil betyde meget for Thomas at kunne gøre en forskel for andre, som er transplanteret eller venter på et livreddende organ.

Derfor beder vi i Thomas’ ånd om, at eventuelle blomsterhilsner, bliver doneret til patientforeningen Organdonation ja tak!

En forening og hjertesag, som betød meget for Thomas og som han støttede aktivt.

Donationer går ubeskåret til patientforeningens arbejde, så de kan støtte børn, unge og voksne med organsvigt eller som er transplanteret samt deres familier.

En fælles hjertesag

Det gør os usigeligt ondt, at Thomas ikke er iblandt os længere. Vi vil for altid huske hans gode humør og positive tilgang til livet – og vores gode snakke, som vi satte pris på, når vi ringede sammen og de få gange vi mødtes.

Med Thomas’ baggrund, skrev han historie, som den dansker der har modtaget flest nyretransplantationer. Det gav derfor sig selv, at Thomas var for organdonation, men han var også aktivt med til at sætte fokus på sagen. Som meget aktiv håndbolddommer, kørte han land og rige rundt for at dømme kampe, og her sponsorerede han bl.a. flere håndbold T-shirt og sørgede for, at ❤️ Organdonation – ja tak’s logo kom på flere håndbold spillertrøjer – for at sprede det vigtige budskab og sætte fokus på vores fælles hjertesag❣️

Da Thomas skulle medvirke i artiklen: Helt usædvanligt: Thomas skal modtage et andet menneskes nyre for sjette gang i BT i 2020 – kontaktede han os, fordi han gerne ville stå i foreningens Heroes & Stars T-shirt sammen med sin søter Anne Helligsø, som gav sin nyre inddirekte til Thomas gennem et nyrebytteprogram, hvor Anne donererede til en anden nyresyg person. Den anden nyresyge havde så en nær pårørende, der donererede sin nyre til Thomas.

På et af vores møder med Thomas besøgte han os i Aalborg, og her betød hans input, at vi ændrede strategi ift. at fundraise midler til patientforeningens feriehusprojekt på Djursland, som vi realiserede i 2024. Det var derfor også en stor glæde for os, at Thomas deltog i indvielsen af feriehuset i juni måned 2024, hvor han hjalp til med at skænke champagne.

På foreningens og egne vegne kondolerer vi/jeg mange gange.

Vores tanker går til Thomas’ familie i denne svære tid. ️

Æret være Thomas Helligsøs minde. ️️

Lasse Heidelbach
Stifter & adm. direktør

Organdonationsforeningen

Bliv medlem

Støt os med dit medlemskab, så vi kan redde LIV, forbedre organdonation i Danmark og støtte familier med organsvigt.
BLIV MEDLEM

Årsberetning 2022

Læs om hvordan vi støtter familier med organsvigt og om vores arbejde for at forbedre organdonation i Danmark.
LÆS MERE

Start din egen indsamling

Opret din egen personlige indsamling til fordel for Organdonation – ja tak’s arbejde.
START INDSAMLING