MENU

Therese

Jeg har noget på hjertet

Af: Therese Frederikke Lyng  |  Foto: Privat foto  |  Copyright ©2021

Mit navn er Therese og jeg har været syg hele mit liv. Jeg har siden 2011 haft hjertesvigt – en bivirkning af en kemobehandling, jeg fik som toårig. Mit hjerte kunne ikke pumpe blodet rundt i min krop, men jeg blev medicineret, og det gik fint. Jeg kunne dét, alle de andre børn kunne, dog i en lidt mere forpustet udgave. Det blev nævnt en enkelt gang, at der var 25% risiko for, at jeg skulle have et nyt hjerte. Men det var jo ikke mig. Jeg var selvfølgelig én af de resterende 75%. Men nej.

I februar 2020 tog jeg til det halvårlige tjek alene, for det plejede at være det samme svar hver gang; ”Det går fint, det ser godt ud, vi ses om et halvt år”. Men ikke denne gang. Denne gang fik jeg besked om, at jeg inden for to år skulle have et nyt hjerte. Jeg gik i chok, og forstod ikke, at det overhovedet var kommet dertil. Derfra gik det hurtigt. Jeg begyndte at få symptomer på, at mit hjerte blev svagere og svagere.
Jeg er til daglig leder på McDonald’s. Et job, som jeg er virkelig glad for, og jeg har altid kunnet passe mit arbejde, men også dét bliver pludselig svært for mig. Jeg fik smerter i maven, blev mere træt, mere forpustet og blev svimmel.

Mit hjerte kunne ikke klare presset mere… til sidst måtte jeg flytte hjem til mine forældre.

I sommeren 2020 blev jeg pludselig konfronteret med, at mit hjerte er blevet endnu dårligere, og jeg fik at vide, at vi nu skulle i gang med forundersøgelser til en hjertetransplantation – en tre dage lang proces med et utal af blodprøver og en gennemgang af hele kroppen.

Den 1. oktober 2020 fik jeg den gode nyhed, at jeg var blevet godkendt til at komme på venteliste til et nyt hjerte. En meget mærkelig følelse, for i bund og grund, var det en skræmmende operation og rejse, der ventede forude. Men tænk, at jeg var så heldig at kunne få livet tilbage, når den rejse var slut.

Én uge senere blev jeg indlagt, fordi min medicin ændres, og derfor skulle jeg overvåges. Lige inden jeg blev udskrevet, blev jeg beordret sygemeldt. Forfærdelig følelse, når man bare gerne vil passe sit arbejde og være en normal ung pige.

Men mit hjerte kunne ikke klare presset mere… og jeg måtte flytte hjem til mine forældre, da jeg pludselig ikke engang havde kræfter til eks. at købe ind. Jeg kunne ikke binde mine snørebånd uden at blive forpustet, jeg kunne end ikke gå rundt i min lejlighed – og trapper var et absolut no-go.

Jeg fik en kørestol, der skulle hjælpe mig med at komme rundt. Nok noget af det mest grænseoverskridende, når man er 23 år, og ikke har en synlig sygdom, at man pludselig skal sidde i kørestol, men det var nødvendigt, for som ugerne gik blev jeg mere og mere besværet.

Jeg gik i panik, men brød også ud i glædestårer, for nu kunne mit helvede måske endelig slutte!

Men så skete det. En søndag aften fik jeg opkaldet – der var nu endelig et hjerte til mig. Jeg gik i panik, men brød også ud i glædestårer, for nu kunne mit helvede måske endelig slutte. Der var dog en lille hage. Det var slet ikke sikkert, at hjertet ville gå til mig, da vi var to potentielle match. En følelse af at være så tæt på, men alligevel så langt fra.

Klokken var 20:00, og nu skulle vi ind på Rigshospitalet. Jeg endte med at få hjertet, hvilket jeg var mere end taknemmelig for, og nu var der kun én vej – og det var frem. Jeg blev opereret om natten, og det gik rigtig godt. Jeg blev kørt op på intensivafdelingen, hvor jeg lå i respirator umiddelbart efter operationen, men heldigvis ikke så længe. Samme aften havde jeg nemlig kræfter nok til at ringe hjem til mine forældre og min kæreste, og høre deres stemmer. Jeg var meget rørt, for jeg havde lige fået livet tilbage. Det gik op for mig, mens jeg talte med dem.
Allerede dagen efter stod jeg op for første gang, og jeg sad selv – og efter blot halvanden dag på intensivafdelingen blev jeg flyttet til hjertetransplantationsafsnittet for at komme mig efter operationen.

På afdelingen blev jeg sat i gang med genoptræning med en fysioterapeut. Jeg var snart i gang med at tage mine første trappetrin i mange måneder. Hele 11 trin! Det lyder måske ikke af meget, men jeg har ikke kunnet gå på trapper i 4-5 måneder, så det var et stort øjeblik for mig at mærke, hvordan min krop pludselig kunne bære mig op ad trapperne, uden at blive synderligt forpustet.

Der er et menneske som har taget stilling til organdonation – og det har reddet mit liv.

Allerede efter 15 dage var jeg klar til at komme hjem.

Organdonation er blevet enormt vigtigt for mig – selvfølgelig. Der er et menneske, der desværre ikke er her længere, der har taget stilling til organdonation, og det har reddet mit liv.
Jeg har aldrig været så taknemmelig før, og derfor har jeg også brugt min Instagram til at dele min rejse, og vise, hvor vigtigt det er, at man tager stilling til organdonation. Derudover har jeg talt meget med familie og venner om det, og hvad det kan betyde for mange mennesker.

Da jeg blev udskrevet, boede jeg igen hos mine forældre, men efter tre uger, kunne jeg endelig komme hjem til mig selv igen. Lige nu fortsætter min genoptræning hjemme, så jeg forhåbentlig kan være klar til at komme tilbage på arbejde til sommer, og tilbage til det liv, jeg havde, inden jeg blev rigtig syg.

// Therese

Bliv medlem

Støt os med dit medlemskab, så vi kan redde LIV, forbedre organdonation i Danmark og støtte familier med organsvigt.
BLIV MEDLEM

Årsberetning 2020

Læs om hvordan vi støtter familier med organsvigt og om vores arbejde for at forbedre organdonation i Danmark.
LÆS MERE

Start din egen indsamling

Har du lyst til at starte din egen indsamling til fordel for Organdonation – ja tak’s arbejde, så kan du gøre det her.
START INDSAMLING