MENU

Katrine

Min far har været syg, så længe jeg kan huske

Af:  Katrine Wind Nielsen  |  Foto: Privat foto  |  Copyright ©2020

Hej – mit navn er Katrine. Jeg er 18 år og til dagligt går jeg i skole på Stenhus gymnasium. Men i denne sammenhæng er det relevant at nævne, at jeg er datter og dermed nærmest pårørende til en nyresyge. Min far har nemlig været syg, så længe jeg kan huske.

Sygdom er ikke altid noget der kan ses, men som kan mærkes – og lige præcis dette har været vores tilfælde. Min far har været nyresyg, fra jeg har været 1 år og frem til den dag i dag. Jeg husker en barndom, hvor min far altid har været glad og energisk. Der var massere af tid til sjov og spas. Men jeg husker også, at han skulle indlevere diverse prøver, at han gik til kontroller og jeg husker det som ofte, selvom det nok ikke har været tilfældet.

De første år af mit liv, var min fars sygdom ikke til at mærke. Men jo ældre jeg blev, kunne jeg mærke på ham, at han blev mere og mere træt med tiden. Jeg husker, at når han kom hjem fra arbejde, så lagde han sig altid og det endte oftest med at han faldt i søvn. Hans humør ændrede sig gradvist – han havde ikke det samme overskud til sjov og spas, hans energi-niveau faldt og hans humør var letpåvirkelig.

Det begyndte at fylde rigtig meget i min hverdag, at min far var så syg.

Indtil det for nogle år siden tog fart. En lægesamtale resulterede i, at han skulle starte i dialyse. En helt ny hverdag for min far og vores familie blev til en realitet. På dette tidspunkt forstod jeg egentlig ikke helt, hvor syg min far var blevet. Hans nyrefunktion var helt i bund, og jeg husker en læge sige, at dialyse er en slags livsforlængende behandling. Og først der, gik det op for mig, hvor syg min far var blevet- og at det faktisk var en nødvendighed for hans overlevelse.

Jeg gik på dette tidspunkt i 8 klasse, og det begyndte at fylde rigtig meget i min hverdag, at min far var så syg. Dialysen drillede meget, og det faktum at det ikke fungerede optimalt gjorde, at jeg ikke vidste, hvad jeg kom hjem til. Dette resulterede desuden også i, at han måtte skifte dialyseform.

En overflytning kostede min far et hjertestop – jeg havde en kæmpe frygt for, at det skulle gå galt igen.

I Foråret 2018, gik det galt. Min far blev indlagt en nat i marts, akut med ambulance, grundet vejrtrækningsproblemer, der angiveligt skulle være en konsekvens af hans dialyse. Allerede 1 måned senere havde han været indlagt 5 gange, hvoraf 3 var akut med ambulance. Hverdagen var hektisk og bekymringsfuld, jeg var altid på vagt. Det blev sommer og jeg fik sommerferie – en ferie som jeg virkelig trængte til. Men det der skulle have været en rolig og afslappende ferie, blev hurtigt til det modsatte.

Det startede med en indlæggelse på Holbæks intensivafdeling i respirator. Det viste sig dog hurtigt, at de ikke her kunne finde ud af, hvad der skyldes hans vejrtrækningsproblemer, derfor overflyttede man ham til Odense. En overflytning som kostede ham et hjertestop. Heldigvis fik de stabiliseret ham i tide, så han den dag i dag, ikke har nogen mén efter dette. I Odense kom han på endnu en intensivafdeling i respirator og med sonde. Et frygteligt scenarie, var blevet til virkelighed. At se sin far være så hjælpeløs, har uden sammenligning været det hårdeste. Uden håb – fuldstædig drænet af bekymringer og kræfter. Jeg husker den enorme frustration i, ikke at kunne gøre noget. Jeg græd, var vred og følte en enorm uretfærdighed.

Efter 3 ugers indlæggelse, havde Odense intet nyt. Man besluttede derfor at overflytte ham til Slagelse, men heller ikke her kunne man finde en årsag til hans tilstand. Herefter landende han igen på Holbæk sygehus, og jeg kunne nu endelig selv besøge ham – noget jeg virkelig havde set frem til. Efter 5 ugers indlæggelse og dermed også på den anden side af sommerferien, blev min far udskrevet – dog uden en årsagsforklaring på hans tidligere tilstand. Jeg husker, at jeg blev ramt af en meget ambivalent følelse. Jeg var virkelig glad, for at min far var kommet hjem, men samtidig havde jeg en kæmpe frygt for, at det skulle gå galt igen.

Som ung får man tit af vide, at man skal nyde livet, men det kan sommetider være svært, med alle de tanker der flyder rundt i hovedet.

Og lige siden denne sommerferie, har min konstante frygt for et tilbagefald været aktuelt. Min tid med min far, har jeg lært at sætte pris på. Jeg er en helt almindelig pige. Jeg passer min skole og min fritid, men jeg er også pårørende til en kronisk syg far. Som ung får man tit af vide, at man skal nyde livet, men det kan sommetider være svært, med alle de tanker der flyder rundt i hovedet. I dag har min far det bedre. Han er fortsat i dialyse og kæmper for at komme på en transplantationsliste, med henblik på at få en ny nyre. Desuden skal han gå med ilt resten af sit liv, pga. vejrtrækningsproblemerne, som man mener har været en konsekvens af hele forløbet i forbindelse med hans nyresygdom.

Ved at være organdonor hjælper du ikke kun den sygdomsramte, men også dens familie.

Et nyt organ kan ændre hverdagen for mange mennesker, bl.a. min far, men også vores familie. Der er mange derude som enten står på en venteliste, eller forhåbentlig snart kommer på den, som har brug for et organ – brug for hjælp. Ved at være organdonor hjælper du ikke kun den sygdomsramte, men også dens familie. Du gør en forskel for en hel del mennesker – og jeg håber derfor at du vil tage stilling til organdonation.

/ Katrine

Støt os

Tegn medlemskab eller se, hvordan du kan støtte Organdonation – ja tak!
LÆS MERE

Årsberetning 2019

Se hvad vi udretter og hvordan vi arbejder for at forbedre organdonation i Danmark.
LÆS MERE
Danskerne vil have indført formodet samtykke

Det gør vi

Organdonation – ja tak! arbejder for at forbedre organdonation i Danmark og vilkårene for familier med organsvigt.
LÆS MERE