Det er aldrig sjovt at være langt væk fra sin familie, når en situation som denne sker. Dagene efter var jeg dagligt i kontakt med dem derhjemme. Overvejelserne om at jeg skulle rejse hjem til Danmark var der med det samme, men efter gode snakke blev vi enige om, at jeg skulle blive og spille mine turneringer færdig. Min bror følte sig ikke syg og jeg kunne ikke gøre en forskel derhjemme før lægerne fandt ud af hvad han fejlede.

Senere samme uge, og efter mange undersøgelser på Aalborg sygehus, fik han konstateret “IgA Glomerulonefritis”. Det er en autoimmun sygdom som nedbryder hans nyrer. Første skridt for at få min lillebror rask var, at behandle med medicin i håbet om, at det kunne dræbe den betændelse, som var i gang med at angribe hans nyrer.

Hele foråret var der faste kontroller på sygehuset for at se om medicinen har den ønskede effekt. Desværre var det ikke tilfældet og i april vælger det medicinske team, at der skal en
nyretransplantation til.

Forud for den alvorlige og seriøse beslutning havde han været igennem et langt og sejt forløb med stærk medicin som i den grad havde påvirket ham og hans krop. Træthed, store væskeansamlinger i ben og resten af kroppen samt hævelser omkring øjne, som påvirkede hans syn, var blot nogle af de bivirkninger han måtte kæmpe med.

Heldigt for mig og min familie, så har jeg en helt ekstraordinær positive bror, og der skal virkelig meget til at slå ham ud af kurs. Den mentale indstilling, når man har en alvorlig sygdom tæt inde på kroppen, tror jeg er super vigtigt. Selvom min bror er syg, og dagligt får store mængder medicin, forsætter han sit arbejde som gymnasielærer. Generelt forsøger han, sammen med sin kæreste, at have så normalt en hverdag som muligt.

Ret tidligt i sygdomsforløbet var snakken om en transplantation oppe og vende i vores familie. Min mor er narkosesygeplejerske og derfor var hun ekstra god til at søge oplysninger, så vi som familie kunne være så godt forberedte som muligt.

Min første tanke var “jeg giver min nyre til ham”, også selvom det ville betyde, at min badmintonkarriere ville blive sat på standby i nogle måneder. For mig ville det være det mindste, hvis bare jeg kunne hjælpe min lillebror. Inden jeg nåede frem til seriøse overvejelser, blev jeg oplyst om, at kvinder som ikke endnu har været gravide på det kraftigste frarådes at donere en nyre, da en graviditet er hård for kroppen. Jeg har et stort ønske om at blive gravid, når jeg slutter min aktive karriere, og derfor var det en ekstra stor lettelse, at min fars blodtype matchede og han derfor kunne gå videre i undersøgelserne om at blive et endeligt match. Min mor stod også klar som doner, men hendes blodtyper matchede ikke. Den næste måneds tid var intens og nervepirrende, for hvad nu hvis nogle af min fars værdier ikke matchede eller han ikke blev erklæret egnet som nyredoner?

Der var flere helt tæt på familien som havde givet udtryk for, at de gerne ville donere i så fald min fars nyre ikke ville blive godkendt. Sådanne tilkendegivelser betyder uendelig meget. Faktisk så meget at det kan være helt svært at sætte ord på. Ugerne gik med undersøgelser og resultatet faldt positivt ud for min far – han blev godkendt som doner.

Hen over sommeren nedtrappes min bror fra meget af medicinen og samtidig kommer han i bedre form, så han er klar til operationen. Min far er en jernmand, som både cykler og løber, så jeg tror på de begge klarer en operation rigtig godt.

Mit forhold til organdonation er helt klart blevet stærkere efter at have haft det tæt ind på livet.
En ny nyre holder ikke for evigt, og når min fars nyre ikke længere fungere over i min brors krop, så skal vi igen tage stilling til hvad der skal ske.

Jeg selv har været organdonor i mange år, men jeg håber inderligt at flere tager stilling. Det reder liv!

Jeg ser frem til at give jer en positiv opfølgning når min bror og far er på den anden side at operationen.

Christinna