MENU

Indvielse af feriehus til familier med organsvigt

Det er med stor glæde, at vi kan meddele foreningens medlemmer, at Organdonation – ja tak! er kommet i mål med vores feriehusprojekt. Nu glæder vi os til, at vi kan begynde at udlåne feriehuset til familier, hvor børn, unge eller voksne er ramt af organsvigt eller transplanterede.
 
Vi vil derfor gerne invitere alle foreningens medlemmer samt fonde, virksomheder og lokale samarbejdspartnere, der har været med til at realiserer feriehusprojektet, til indvielsen af feriehuset fredag 7. juni 2024, kl. 14.00. Adressen er Skråningen 3, 8585 Glesborg.

PROGRAM

14.00 – Rundvisning i feriehuset – vi byder på et glas og lidt godt til ganen
14.20 – Velkommen ved foreningens formand Mads Peter Veiby
14.30 – Borgmester Kasper Juncher Bjerregaard byder velkommen til Djursland   
14.45 – Vi planter et træ for at markere den særlige dag

Åbent hus-arrangementet varer til kl. 17.00. Er man forhindret i at møde kl. 14.00, så er man meget velkommen til at komme og se feriehuset i løbet af eftermiddagen.

OM FERIEHUSET

Feriehuset ligger på Djursland og er nyopført i 2024. Huset har plads til 16 overnattende gæster, fordelt på 7 soveværelser. Herudover har feriehuset en stor stue, som er sammenhængende med køkken/alrum, et aktivitetsrum og to badeværelser, hvor det ene har spa og sauna. Udover at tjene som et fristed og refugium for udsatte familier med organsvigt og transplanterede, så tillader huset størrelse, at foreningen også kan bruge feriehuset til at afholde socialrekreative ophold for både voksne og unge som fx vores årlige Unge Weekend.

SVAR UDBEDES SENEST ONSDAG 5. JUNI

Vi håber, at mange af foreningens medlemmer vil deltage. Ønsker du at deltage, så send en mail til stifter og adm. direktør, Lasse Heidelbach, og oplys dit navn samt hvor mange der ønsker at deltage.

Vi håber at se en masse medlemmer til indvielsen og vil se frem til at høre fra jer.

De bedste hilsner
Organdonation – ja tak!