MENU

10 års Jubilæum & Velgørenhedsmiddag

Torsdag 15. maj 2025 afholdt Organdonationsforeningen 10 års Jubilæumsfest & Velgørenhedsmiddag hos North Flying i Aalborg Lufthavn. Her takkede vi alle som deltog i arrangementet for deres støtte og foreningens formand Mads Peter Veiby så tilbage på foreningens bedrifter gennem de seneste 10 år – sammen med foreningens stiftere Karen og Lasse Heidelbach.

Udover at vi efter 9 års målrettet arbejde er lykkedes med at få indført en ny organdonationsmodel i Danmark, så er foreningen i dag en “full blown” patientforening, som sætter organdonation på dagsordenen i Danmark og har en række stærke støttetilbud til børn unge og voksne – og deres familier – som rammes af organsvigt eller svære transplantationsforløb.

Aftenen bød på spændende, gribende og personlige oplæg fra bl.a. North Flyings direktør Bjarne Jacobsen, som bl.a. fortalte om deres air services, hvor de udover VIP og ambulance flyvninger også går på vingerne for at hente organer, når der er en donor i udlandet.

Foreningens ambassadør Lisbeth Sagen fra MusikBeRiget, fortalte om hendes møde med patienterne, som hun spiller for på bl.a. Rigshospitalet, hvor hun både møder de familier, som venter på et nyt organ og de familier, som har mistet en kær, hvor flere ender med at sige “Ja” til organdonation.

Foreningens nye ambassadør, Christian Borregaard fortale om sin far, som fik et nyt hjerte i 2009 og om, hvordan de dengang manglede de støttetilbud som Organdonationsforeningen i dag tilbyder til familier, der rammes af organsvigt.

En stor tak skal også lyde til Lisbeth Østergaard, som var aftenen auktionarius og sørgede for en spændende og underholdende auktion, som rejste 143.700 kr. til foreningens velgørende arbejde. Auktionen fik en god start med en flot donation fra Mike S. D. Nielsen, som var forhindret i at deltage, men som gerne ville støtte auktionen og foreningens arbejde med en flot donation.

Sidst på aftenen var der intimkoncert, hvor Christian Borregaard fyrede den af med sit band Guns N’ Roses Tribute Band.

Foreningens stifter Lasse Heidelbach takkede også alle som støtter op om foreningens arbejde. Tak til alle jer som følger og støtter os…

TAK til vores medlemmer, foreningens bestyrelse, de mange hundredvis af frivillige, som hjælper os! Og TAK for støtten til vores erhvervspartnere, virksomheder, fonde og sponsorer, som gennem årene har støtte op om vores livsvigtige arbejde.

Af ❤️ TAK!