Annija

Vores datter reddede fem andre liv med sine organer

Af:  Bo Østlund  |  Foto: Bo Østlund  & Privat foto  |  Copyright 2019: Stories under the Moon

I dag er det otte år siden, at vi begravede Annija. Min datter blev dræbt i en trafikulykke, og hun blev kun 15 år gammel. Hendes død skulle komme til at ændre mit liv for evigt, for ud over tabet af hende, gik min familie også i opløsning, men midt i sorgen finder jeg hver dag stadig trøst i, at Annijas organer reddede fem andre liv.

Dagen efter ulykken fik en 11-årig hollandsk pige indopereret min datters hjerte på et hospital i Amsterdam, og fire andre tyskere kunne leve videre, fordi de fik Annijas lunger, nyrer, lever og bugspytkirtel. Så skal hendes tragiske død overhovedet give nogen mening, må det være fordi, at hun gav livet til så mange andre.

Mareridtet indtraf klokken 11.25 lørdag den 7. maj 2011.

I et splitsekund.

Jeg sad på traktoren på min mark kun fem minutter fra ulykkesstedet, da jeg blev ringet op. Annija var blevet kørt ned bagfra på kystvejen på sin cykel bare 200 meter fra vores hus.

Hun var på vej hjem fra sit arbejde i køkkenet på den lokale kro, og da hun skulle svinge til venstre over vejen ned mod vores hjem, som hun havde gjort tusindvis af gange tidligere, glemte hun at kigge sig tilbage og blev kørt ned bagfra af en bil.
Nogle vidner mente, at hun måske talte i mobil eller skrev en sms, mens hun cyklede.

Da jeg kom derhen, lå Annija på vejen. Den professionelle hjælp var allerede i fuld gang, så jeg holdt mig i baggrunden – og da helikopteren ankom, hjalp jeg med at bære båren med hende ind i den, og jeg fik oplyst, at hendes skadesforløb var stabilt.

Annija blev herefter fløjet til Diakonisse Hospitalet i Flensborg, og da flinke naboer havde hentet min kone og søn på Rømø, kørte vi alle tre ned over grænsen den nordtyske by.

*

Da vi ankom, blev vi kaldt ind til to læger, som fortalte, at Annija aldrig mere ville komme til at se, høre eller spise på grund af sine kvæstelser i hovedet. Hun var blevet holdt kunstigt i live udelukkende på grund af den tyske læge, som var en af de første, som stoppede ved ulykkesstedet.

Fra vi fik denne besked gik der maksimalt to minutter, før de samme to læger spurgte, om vi ville donere Annijas organer. Jeg var ikke i tvivl og sagde ja med det samme, mens min hustru var mere i tvivl og først sagde ja efter at have set Annija. Ingen af os havde nogen sinde diskuteret eller overvejet organdonation, men nu blev et kæmpestort apparat sat i gang. Hvilke af Annijas organer passede hvor?

Det blev en lang dag, inden jeg og Annijas lillebror kørte hjem, mens Annijas mor fik lov at sove hos hende en sidste nat.

Søndag morgen klokken 10 blev Annija skåret op, og søndag aften var hun tilbage i vores hus i den lille sønderjyske by Buntje-Ballum i en hvid kiste, og hun stod i vores hjem indtil begravelsen dem dage senere.

I dagene omkring ulykken lagde Annijas venner blomster og tændte lys ved ulykkesstedet, og de lagde også små personlige hilsner, hvor de blandt andet skrev ’Hvis der ikke findes engle, så gør der nu’, ’Himlen har fået endnu en smuk og strålende stjerne’ og ’Jeg savner dig allerede.’

Fredag den 13. maj 2011 blev Annija begravet. 450 personer mødte op i vores lokale kirke, hvor der er 350 siddepladser. De sidste 100 stod ved døvefonten og i våbenhuset.

Præsten holdt en meget smuk tale, og vi sang ’Du som har tændt millioner af stjerner’ og ’Lille Guds barn, hvad skader dig’ – og Anjas veninde spillede klaver og sang Leonard Cohens ’Hallelujah’, inden vi alle gik ud til hendes gravsted øst for kirken og sang Benny Andersens ’Barndommens land’.

Siden er de to jo også gået bort.

*

Min hustru og jeg og Annijas lillebror genoptog vort liv i huset tæt på ulykkesstedet, så godt vi kunne, men i efteråret 2012 fik min kone en dyb depression, da vi så DR-dokumentaren ’Pigen der ikke ville dø’ om en 19-årig pige, som mirakuløst overlevede og mod al forventning vågnede op efter at have ligget i respirator, og efter at familien allerede havde taget stilling til organtransplantation.

Den udsendelse fik Annijas mor til at bryde helt sammen.
Pludselig gik det op for hende, at hendes datter var borte for evigt – og måske kom hun også pludselig i tvivl om, hvorvidt Annija kunne være vågnet op igen, og om det var forkert at indvilge i at donere hendes organer væk.

Annijas mor blev indlagt på psykiatrisk afdeling, men hun udskrev sig selv efter fem dage, og det blev en lang og dyster vinter for os alle som kulminerede med, at Annijas mor en dag på et kæmpestort bål brændte alle minderne om Annija. Hendes tøj, møbler og fotos.

Også alle mine gamle ting fra min barndom og ungdom blev brændt på det store bål. Deriblandt 700 lysbilleder fra mine rejser som ung. Resten kørte hun i pendulfart på genbrugsstationen. Alle mine ting forsvandt. Jeg mistede hele mit liv. Det lykkedes mig kun at redde nogle billeder af Annija på hendes computer, som jeg fortalte, jeg havde sendt til reparation.

*

I 2013 flyttede vi til nabobyen og i et andet hus, men nissen flyttede med, og i foråret 2014 ønskede Annijas mor, at vi blev skilt.

Jeg købte herefter en gammel campingvogn til 18.000 kroner, som jeg stillede foran min stald ved mit fødehjem, hvor stuehuset var blevet fjernet seks år forinden.
Jeg havde brug for enkelhed i mit liv. Brug for ro. Brug for en base. Men i efteråret 2014 var jeg selv ved at gå ned med en depression og helt ude på kanten af livet. Heldigvis fandt jeg kræfterne til at opsøge en rejsearrangør, og en uge efter stod jeg på Cuba. Det betød alt for mig at komme væk fra det hele en periode.

Siden har jeg atter fået smag for at rejse. I 2015 var jeg i Australien og Filippinerne, og i 2017 og her i 2019 i Florida. Denne gang cyklede jeg alene 500 kilometer på en uge, bl.a. hele strækningen fra Miami til Key West.

*

Nu er jeg 53.

Jeg bor stadig og nu på sjette år foran stalden med de 2000 grise på det sted, hvortil mine forældre flyttede til i 1959. Jeg føler mig hjemme, og når det er koldt om vinteren, tænder jeg bare varmeovnen. Det er fint nok, og jeg har heller ikke råd til andet. Jeg har heller ikke noget tv. Jeg nyder at være alene og har heller ikke haft brug for at lede efter kærligheden.

For mig er ensomheden en form for mental udrensning efter alt der, der er sket siden Annijas død. Den er vigtig for mig, og det samme er rejserne, som har givet mig stor ballast i disse svære og hårde år i mit liv. Jeg bor normalt på vandrerhjem, og det er god måde at lære at tage hensyn til andre – og rejserne giver mig også udsyn.

Jeg tror, det er vigtigt at møde andre menneske og lære om andre kulturer. Det er ikke nok at arbejde hele tiden og så en uge til Mallorca en uge, hvor man kun taler med konen, inden man atter rejser hjem igen til dagligdagen, hvor man går og brokker sig over, at købmandens rundstykker er for tørre

Min ekshustru har det stadig skidt, og jeg gør alt, hvad jeg kan, for at hjælpe hende med husleje og udgifterne til mad og bil – for jeg ville jo også gerne selv have, at nogen hjalp mig, hvis det var mig, som sad tilbage helt ødelagt.

Annijas lillebror er naturligvis også blevet påvirket af det hele. Han er en god dreng, som aldrig har beklaget sig, men han har heldigvis mange gode venner, som han kan snakke med om det hele. Han bor stadig hos sin mor, og han hjælper mig somme tider med mit arbejde.

Takket være familie og gode venner er jeg selv stadig i live. Jeg ville gerne have, at mange flere spurgte, hvordan jeg har det, men det er vel kun tre-fire personer, som siden min datters død har spurgt. Men jeg har jo virkelig lyst og brug for at snakke om det – for tabet over Annija og min familie kommer jeg aldrig over.

*

Annija var en glad og sjov pige. Hun spillede håndbold og sang, og dagen før hun døde, havde hun lige fået nye briller. Jeg havde plus og hun havde minus og hun spurgte grinende, hvad der er bedst …

Hun sagde altid ’Sådan er jeg’, så vi var slet ikke i tvivl om, at det også skulle stå på hendes grav – og da vi så den hjerteformede sten, var vi heller ikke i tvivl om, at det var dén, vi skulle have.

For Annija gav jo med sin egen dø sit hjerte, så en anden kunne leve.

Hun ligger på vores familiegravsted ved siden af min mor, og det er rart for mig at komme her – men det er også hårdt. For det eneste billede, jeg ser, når jeg står her ved graven, er billedet af Annija liggende kvæstet midt på kystvejen ved siden af sin cykel.

Annijas smukke hjerte banker i dag videre i en ung hollandsk kvindes krop – og somme tider tænker jeg på, at det måske kunne få min ekskone til at vende tilbage til livet og tro på det, hvis hun kunne se den person, som Anja skænkede livet til.

Måske ville det heale hendes mors utrolige smerte og sorg, hvis vi kunne finde Anjas hjerte og bare én gang se, at det stadig slår …

*

Tekst: Bo Østlund | Fotos: Bo Østlund & privatfotos

Læs flere lignende historier på Stories under the Moon

Støt os

Tegn medlemskab eller se, hvordan du kan støtte Organdonation – ja tak!
LÆS MERE

Årsberetning 2018

Organdonation – ja tak! fik sat rekord stort fokus på organdonation i Danmark i 2018 – læs om vores arbejde.
LÆS MERE
Danskerne vil have indført formodet samtykke

Det gør vi

Organdonation – ja tak! arbejder for at forbedre organdonation i Danmark og vilkårene for familier med organsvigt.
LÆS MERE