Som 18-årig blev min mor revet bort i et splitsekund. Dødsårsagen var en aneurisme i hjernen. Hun var blot 42 år. Det døgn står klart for mig som et smukt og svært minde. Mine sanser var skærpet. Jeg husker nærmest hver en lyd, duft og følelse i min krop og sind, samt ord, der blev sagt. Jeg flyttede hjemmefra kort forinden. Jeg blev vækket midt om natten af min far, som ringede på min dør, der gav mig beskeden. Kort efter blev jeg hentet af min storebror og hans kone. Vi kørte sammen til sygehuset. Allerede på vej i bilen skulle vi gøre os overvejelser omkring, hvorvidt vores mor skulle være organdonor eller ej, da hun var erklæret hjernedød og det er et spørgsmål om tid, hvor længe organerne kan doneres og man finder det rette match.

Midt i chokket, sorgen og det faktum, at vi kun var halvvågne, var vi heldigvis enige og besluttede, at donere hendes vitale organer. Vi ønskede, at hun skulle se fin ud, når hun kom i kisten. Derfor skulle der ikke røres ved hverken hud, væv, knogler og hornhinder. Vi handlede på baggrund af, hvad vi mener vores mor selv, ville have ønsket. Hun var et menneske, der altid ville det bedste for andre.

Det gav mening for os selv i alt det meningsløse, at vores mors nyre blev doneret til et lille barn. Det var en lille trøst for os som pårørende, når hendes død kom så pludselig og alt for tidligt. Vi havde en barnlige forestilling om, at vores mor var udødelig, fordi det er så svært at forholde sig til, indtil det skete.

Min mor var ikke tilmeldt donorregistret og jeg mindes ikke vi nogensinde nåede, at have en snak omkring vores holdninger til organdonation.

Derfor opfordrer jeg dig til at tage stilling til organdonation ved at registrere din holdning her i donorregistret – og så er det vigtigt, at du også fortæller din familie og pårørende om, hvad du ønsker.

Sabrina