Organdonation redder Esthers liv
Skrevet af Karen Heidelbach | Foto: Privat foto | Copyright ©2016
Mandag 1. september 2014, fik vores datter Esther, på 18 måneder, konstateret en sjælden kraftsygdom i leveren, hepatoblastom. Det var uden sammenligning den værste dag i vores liv – men samtidig var det også, vores søn, Johans 6 års fødselsdag!
Den dag tog vi til Skejby Universitetshospital i den tro, at vi skulle have Esther undersøgt, men lægerne vidste allerede hvad der var galt – og samtalen afslørede, at Esther havde en meget aggressiv kræfttumor i sin lever. At tumoren havde en størrelse på 12 x 16 cm. og at den havde spredt metastaser op mod hendes lunger, fandt lægerne dog først ud af senere.
Knap 2 uger senere, fik Esther den første kemobehandling på A20 på Skejby, hvor hun i første omgang får 8 behandlinger. I december 2014, da tumoren var skrumpet tilstrækkeligt i størrelse, tog vi over på Rigshospitalet for at få opereret levertumoren ud. Desværre lykkedes operationen ikke… Det viste sig, at tumoren havde forgrenet sig til hovedpulsåren i leveren, hvor den var groet fast. Kirurgerne lukkede derfor Esther igen, da hun med meget stor sandsynlighed ikke ville overleve operationen – og så vi fik beskeden om, at Esther skulle på venteliste til en ny lever.
Imens vi ventede på en ny lever til Esther, fik hun yderligere 2 kemobehandlinger. Isolationen fortsatte, hvor Esther gik hjemme med sin mor. Et hårdt og ensomt liv med kun få besøg, familiearrangementer og legeaftaler. Ingen ture i svømmehal, legeland eller noget så banalt som en indkøbstur i Netto. Dét kombineret med en konstant frygt for om hun ville overleve, og en konstant venten på at mobilen skulle ringe dag og nat. Men I august 2015, efter 12 måneders isolation og 8 måneder på venteliste, fik vi endelig den opringning vi havde gået og ventet på. Der var kommet en lever til Esther!!!
I dag har Esther det godt. Hun er så småt startet i børnehave og selv om medicin og væske driller en gang imellem, så er hun en glad, rask og skøn pige på 3 år. Hun har udsigt til et langt og godt liv og hun er kun i live i dag takket være den familie, som uselviske i en tragisk situation besluttede at redde liv, ved at sige ja til organdonation. Som Esthers forældre vil vi aldrig kunne takke nok for den gerning og næstekærlighed. Af vores hjerter for evigt tak!!!
Kærlig Hilsen
Esther, Johan, Karen og Lasse
Derfor stiftede vi Organdonation - ja tak!
Da Esther kom på ventelisten til en ny lever, satte vi os ind i organdonation. Vi fandt ud af, at Danmark var absolut dårligst, når det kom til Organdonation i Norden og at donorraten i Danmark er betydelig lavere end i mange af de lande vi normalt sammenligner os med.
Læs mere om Organdonation – ja tak!
Kærlig hilsen
Karen / Lasse
Cancerfamilie.dk
Jeg har lavet min blog Cancerfamilie.dk, fordi jeg ønsker at give et indblik i en lukket verden. Vise andre i den samme situation, som jeg eller ej, hvordan det er at være mor til et barn med en alvorlig kræftdiagnose og samtidig få familielivet til at hænge sammen.
Gå til www.cancerfamilie.dk
Kærlig Hilsen
Karen