MENU

Thomas

Min hustru vil redde mit liv

Af: Thomas Jacobsen  |  Foto: Privat foto  |  Copyright ©2020

Hej jeg hedder Thomas… Jeg er midt i 40’erne og bor sammen med min hustru Anette i Holbæk. Jeg skriver her 1. del af min historie om mit organsvigt, og jeg har Anette med på sidelinjen, fordi hun spiller en afgørende rolle i min fortælling – for om kun 5 dage donere hun sin nyre til mig på Rigshospitalet. Selve transplantationsforløbet kan du følge mere eller mindre direkte på Organdonation – ja tak’s Instagram profil, hvor vi i fællesskab laver Instagram Take Over gennem transplantationsforløbet – og efter transplantationen vender jeg tilbage med en opfølgning i 2. del af min historie.

Min historie trækker spor helt tilbage fra barndommen. Som knægt var jeg meget overvægtig, og mine forældres ihærdige forsøg på at få mig ned i vægt, slog ikke til. Selvom jeg havde en aktiv hverdag, og faktisk dyrkede en del sport, så var min sundhed stærkt truet af store indtag af mad og søde sager.

Som 25-årig får jeg konstateret Diabetes 2, og der går omtrent 10 år før jeg rigtig indser at jeg er syg, og at der bør ske noget drastisk. I de godt 10 år, har jeg ikke passet min sukkersyge, deriblandt kontroller ved øjenlæge og fodterapeuter, som ellers er obligatorisk for Diabetespatienter. Så i samarbejde med læger, diætister, psykologer og min familie, indleder jeg starten på mit vægttab, med den forhåbning at det ikke er for sent at gøre noget. Det lykkedes mig over en 5-årig periode at tabe de første 35-40 kg, og mine læger forudser at jeg sandsynligvis har ride stormen af, og undgå de værste følgesygdomme til min Diabetes.

Men det viser sig desværre i 2010, at jeg langsomt og umærkeligt har udviklet en nervebetændelse, som nu giver sig til udtryk med voldsom udtrætning og udfald i min følesans på fødder og hænder. Stille og roligt udvikler der sig forskellige nye symptomer, som alle bliver relateret til min tidligere dårligt reguleret sukkersyge.

I 2019 væltede læsset – jeg fik konstateret akut nyresvigt og mistede mit ene underben.

De seneste år har været temmelig stor udfordrende for mig og mine kære, jeg har stort set alle de følgevirkninger til dårligt reguleret sukkersyge, man kan få. Nervebetændelse, Dårligt blodomløb i ekstremiteter, kronisk diarré, blødninger på nethinde, Grøn stær og nu også nyresvigt. Derudover døjer jeg ret meget med ondt i ryg, nakke og lænd, nok som følge af mange år med massiv overvægt.

Trods mine skavanker, har jeg altid være meget aktiv, både jobmæssigt og privat. Jeg kommer senest fra et hektisk job i kulturbranchen, med lederrolle og lange arbejdsdage. Altid med et kæmpe overskud, selvtillid og gå-på-mod.

I 2019 væltede læsset, og jeg fik konstateret akut nyresvigt og samtidig med hele processen med opstart af dialyse, mistede mit ene underben, pga. et diabetisk sår på hælen, der ikke ville hele.

Siden da har jeg været i dialyse 5 gange om ugen, og samtidigt forsøgt at lære mig selv at gå med protesen. Med hjælp fra min super seje kone, Anette, så går jeg i dag ret godt på protesen, om end min gå radius er voldsomt begrænset pga. udtrætning som følge af nyresvigt og nervebetændelsen. Kort tid efter nyresvigtet blev opdaget, indledte mine læger en optagelse på ventelisten for donerede organer – der har jeg så været i kø lige siden.

Kan man sige nej tak, til en gave for livet?

Kort tid efter at jeg havde fortalt min familie om min situation, tilbød min datter mig, hendes nyre. Hun var kun 16 år, men var utrolig afklaret og det virkede som et velovervejet tilbud. Men hvad siger man lige til sin datter…  Jeg måtte have betænkningstid… og efter en masse overvejelser om risiko, etik og følelser, besluttede jeg at takke “Nej tak“. Jeg frygtede naturligvis at min datter ville blive skuffet over at jeg ikke ville have hendes hjælp, og også bange for at hun ville få en frygt for, at jeg så ikke kunne blive ”rask” igen.

Grunden til min beslutning om at takke nej, beror på min frygt for at hun måske kunne komme til selv at blive nyresyg på et senere tidspunkt, og ikke mindst på den risiko der er ved en transplantation – det kunne jeg bare ikke leve med.

Hvem kan redde mit liv.

Sideløbende med vores lidt udfordrende hverdag, har min kone fundet overskud til at blive udredt for at finde ud af om vi evt. ville være et match ifm. donation af hendes ene nyre til mig. Og heldigvis passer vi godt nok sammen til at lægerne har tilbudt os en transplantation.

Så nu er jeg i gang med de sidste forberedelser til transplantationen, jeg bliver medicinsk forbehandlet for at fjerne de antistoffer i mit blod, som vil modarbejde Anettes organ – og så er vi ellers klar til, at lægerne på Rigshospitalet vil foretage en nyretransplantation 13. november 2020.

Der er en masse tanker der melder sig i hoved på mig, og har gjort det i nogen tid nu. En nervøsitet for selve operationen, er selvfølgelig noget der fylder i mine tanker, men mere frygten for at jeg skulle ende med at afstøde min nye nyre. Jeg har en stor frygt for at det offer min kone lider, skulle gå til spilde, den tanke kan jeg næsten ikke bære. Jeg er blevet forsikret om, at man ikke vil foreslå en transplantation af Anettes nyre til mig, hvis man ikke var meget sikker på en succes, men alligevel nager tanken mig. Min kone er dog dejlig optimistisk, og siger: ”min nyre er prima kvalitet, så det skal nok fungere”.

Hvad gør jeg lige ved min taknemmelighed?

Det spørgsmål fra mig selv, var jeg ikke forberedt på inden vi startede på dette forløb. Jeg tænker meget over hvor stor en gave det er jeg får af min elskede kone, og hvordan og om, jeg skal gengælde hendes store gave. Jeg ved godt, og fortæller også mig selv det, at det i princippet er en gave til os begge to, da vi gerne skulle få et friere liv sammen efterfølgende. Men alligevel lurer der en form for dårlig samvittighed over at alle mine problemer, er selvforskyldte, og det er meget svært at ligge det bag mig. Faktisk tænker jeg meget over den skyld jeg selv har for min situation, og jeg bebrejder mig selv meget for ikke at tage min sygdom alvorligt, da jeg var ung. Nå men, det for jeg snart hjælp til at håndtere.

I øjeblikket snakker vi enormt meget om, hvad vi skal ”på den anden side”. Vi skal forhåbentlig rejse en masse, og leve et næsten normalt liv. Efter transplantationen er forventningen for det første, at min kone vil få et liv uden mén, da man lever fint med kun en nyre. Selv håber jeg på sigt, at jeg kommer tilbage på arbejdsmarkedet, får mere energi og at jeg kan passe på min familie igen.

Jeg er spændt på transplantationen, som du kan følge direkte fra Rigshospitalet, når Anette og jeg laver Instagram Take Over på Organdonation – ja tak’ s Instagram profil fra tirsdag 10. – 17. november 2020. Derudover forventer jeg, at kunne berette om translationen og dagene efter, i min 2. del af denne historie, som bringes efterfølgende her på Organdonation – ja tak’s hjemmeside.

De bedste hilsner 
Thomas