Mit navn er Hans, snart fylder jeg 47 år. Jeg har været gift med Bettina i 21 år – og sammen har vi 2 dejlige piger, Julie på 20 år og Sofie på 17 år. Vi bor i en mindre by, Tuse, som ligger lidt vest for Holbæk.

Besat af sport
Til hverdag arbejder jeg som tømre i et lokalt firma i Holbæk – og i min fritid dyrker jeg sport. Jeg har altid dyrket en eller anden form for idræt, alt lige fra fodbold, håndbold, badminton til sejlsport – og de sidste mange år som løber. For 2 år siden kørte jeg med Team Rynkeby Holbæk, hvor vi kørte til Paris samme med 1.300 andre cykelryttere, for at samle penge ind til Børnecancerfonden. Det er dog løb som jeg har dyrket rigtig meget af de sidste 20 år. Jeg har løbet rigtig mange løb rundt om i Danmark – bl.a. har jeg løbet ca. 80 halvmarathonløb og 4 marathonløb. Jeg løber stadig og de sidste 10 år har jeg været formand for Holbæk Løbe- og Motionsklub.

En uventet drejning
For et år siden ændrede mange ting sig i mit liv. På en alm. træningsdag i skoven med klubben, blev jeg spurgt om jeg var ok, hvilket jeg bestemt mente, at jeg var. En kvindelig løber, som er sygeplejesker, kunne se at mine øjne var gule – og hun mente, at jeg burde få det undersøgt. På vej hjem fra vores lørdagstræning, ringede jeg til min mor, som er gamle sygeplejeske, og hun mente jeg skulle kontakte lægevagten. Mine kone og jeg tog til vagtlægen – og hun konstaterede at jeg var frisk, men at jeg skulle kontakte min egen læge om mandagen. Det gjorde jeg så…

Pludselig var jeg alvorlig syg
Min læge kunne også godt se jeg havde gule øjne – og jeg fik hurtig en tid på Holbæk sygehus til både blodprøver og scanning. På den første scanning kunne lægerne ikke helt se hvad der var galt, så jeg blev både CT scannet – og et par dage efter MR scannet. Til sidst tog de en biopsi af leveren – nu begyndte der at tegne sig et billede af, at det var min lever og galdeveje den var gal med. En overgang var det ligeledes kræft og meget andet de undersøgte for, men efter lidt ventetid fik jeg så konstateret PSC (primær skleroserende cholangitis).

PSC er en kronisk sygdom i galdevejene, som giver ardannelse og som bremser transporten af galde fra leveren til tarmen – og da sygdommen er uhelbredlig fik vi at vide, at vi nok skulle forvente at en transplantation var eneste behandlingsmulighed, herefter overtog Rigshospitalet.

Klar til transplantation
I aug. 2015 var jeg til den første undersøgelse på Rigshospitalet, som bekræftede, at jeg havde PSC. Herefter fulgte flere forberedende undersøgelser – og 16. december var jeg klar og kom på ventelisten til en ny lever. Nu var det bare at vente på opkaldet fra Riget og en ny lever.

Så kom opkaldet, men øv…
1. marts om aften kom opkaldet så! Vi havde næsten lige spist til aften og vi var ved at falde godt ned i sofaen efter en mandag arbejdsdag og trætheden havde indfundet sig. Men jeg skal love for at familien vågnede op, for nu skulle det gå stærkt- Tasken skulle pakkes færdig og Falck var på vej – og allerede efter 30 minutter var det afsted.
Da vi ankom til afdelingen på Riget, var de i fuld gang med den forberede transplantationen. Men kl. 00.50 kom lægen og en sygeplejeske med en dårlig nyhed – leveren var desværre ikke god nok – øv øv. Så der blev pakket sammen igen og turen gik retur mod Holbæk.
Da vi fik beskeden var det jo rigtig øv, men efter lidt tid og en nat med lidt søvn og snak frem og tilbage med familien, kunne vi jo også godt se det positive i dét, at man ikke bare bruger alt hvad der kommer ind, at organet skal havde en hvis kvalitet før det bliver brugt.

Jeg er stadig rimelig frisk
Jeg går stadig på arbejde på fuld tid – og jeg løber stadig 3-4 gange om ugen mellem 6 og 14 km. Det som jeg mærker til min dårlige lever er særligt trætheden om eftermiddagen. Det at være på venteliste er ikke altid lige sjovt. Hvornår ringer de? Kan jeg nu tage til Nordsjælland og løbe? Kan vi tage i teatret eller biografen? Eller bestille billetter til langt ud i fremtiden?
Nej, mange af de ting kan man bare ikke – for jeg ved det skal gå hurtig, når først de ringer. Så lige nu bliver det meste af min træning omkring Holbæk og ikke for lang væk – så man hurtig kan komme hjem. Det sammen gælder arbejde – der har vi langt planer for, hvis de ringer, hvordan jeg kommer hjem f.eks. hvis vi ikke lige arbejder i Holbæk. Og som formand for løbeklubben – og med de møder jeg skal deltage i, må jeg hver gang sige det er med forbehold.
Ja, der er mange ting der skal tænkes på – særligt, når man er så aktiv. Så ordet FORBEHOLD er brugt rigtig mange gange siden årsskiftet.

Tak for at du læste min historie 
Jeg håber at have givet dig et indblik i, hvordan det er pludseligt at komme venteliste til et nyt organ. Og så er det vigtigt for mig at fortælle, at organdonation vedkommer os alle. For alle kan pludselig havne på ventelisten til et nyt organ lige som mig. Jeg støtter selvsagt Organdonation – ja tak, fordi de sætter fokus på organdonation i Danmark og fordi de arbejder for at forbedre organdonation i Danmark.

De bedste hilsner
Hans Bruun-Jensen