MENU

Claus

Når livet ændres på et splitsekund

Af:  Claus Heineken Haugaard  |  Foto: Privat foto  |  Copyright ©2020

Nu har overlægerne på Aarhus Universitets Hospital fortalt mig så mange gange, at jeg er deres lille mirakel og at min historie er fuldstændig unik for alle hjertetransplantationer i Danmarkshistorien, at jeg føler det er på høje tid at dele den med andre transplanterede, pårørende eller mennesker på venteliste. Det her er historien om den enlige far til to piger på 9 og 12, der var minutter fra at dø, som fik et nyt hjerte som sendt fra himlen på kun fem skæbnesvangre dage og som følge heraf på én gang blev en smule religiøs men samtidig også enormt taknemmelig for, hvordan organdonation kan redde liv.

I det sene forår 2020, hvor Corona raserede for fulde gardiner, begyndte jeg at få ekstremt meget åndenød, irriterende hoste, søvnproblemer, dårlig kondition og var generelt bare virkelig træt i flere uger. Jeg var ikke i tvivl om, at det enten var Corona eller en lungebetændelse, som jeg døjede med og jeg opsøgte egen læge. Hun undersøgte mig efter alle kunstens regler og hendes ansigtsudtryk blev en anelse mere bekymret efter en EKG, og hun ville faktisk gerne have mig indlagt med det samme. Da lægen sagde hun ville have mig akut indlagt med mistanke om en blodprop i lungerne, blev jeg for første gang i mit liv bange efter et lægebesøg.

Heldigvis viste det sig ”kun” at være en kold lungebetændelse, men på CT-scanningen kunne de dog se ”noget andet” på mine lunger, som de ville holde øje med. Det kunne være alt fra skygger til fortætninger til væskeansamlinger. Sidstnævnte vender jeg tilbage lidt senere. Lungebetændelsen blev i øvrigt nemt slået ned med to dage på penicillin.

Jeg blev sendt hjem med en recept på antidepressiv og antipsykotisk medicin.

Et par måneder gik hvor jeg egentlig var ok igen og kunne passe mine piger og mit arbejde, som pædagog i en ungdomsklub, men fra omkring pinse begyndte de samme symptomer igen, denne gang bare med tiltagende styrke og med hastig forværring. Jeg blev sendt hjem fra arbejde af min leder midt i juni og blev bedt om at søge læge og ikke komme tilbage førend jeg var helt rask. Min læge undersøgte mig igen og konkluderede denne gang, at jeg var ved at udvikle depression og angst, som kom til udtryk ved en fysisk reaktion i min krop. Jeg blev sendt hjem med en recept på antidepressiv og antipsykotisk medicin og var i seks uger til syv samtaler med min læge, som på trods af jeg kun fik det værre og værre, holdt fast i at det var bivirkninger fra medicinen. Jeg valgte at tro på det, da jeg aldrig før havde taget den slags medicin.

Jeg kunne på en eller anden måde fornemme, at jeg var ved at dø.

Jeg fik det med tiden så dårligt, at jeg ikke kunne forcere mine trapper op til 3.sal længere og derved heller ikke kom til læge i ni dage, hvor jeg kun kunne sidde foroverbøjet i min sofa. Jeg drak kun danskvand i de ni dage. Sov ikke. Spiste ikke. Tissede ikke. Jeg blev mere og mere oppustet af den ophobede væske, men alligevel bildte jeg mig selv ind, at det bare var min krop, der var langsom til at vænne sig til medicinen. En søndag eftermiddag blev det dog for meget, da jeg begyndte at hallucinere og døse hen i tide og utide. Jeg kunne på en eller anden måde fornemme, at jeg var ved at dø, men da det var søndag, kunne jeg kun kontakte vagtlægen, hvilket jeg ikke havde det mindste overskud til. Jeg fik fat i min ekskæreste, pigernes mor, som med det samme kom op til mig og fik overbevist den emsige vagtlæge om at jeg skulle indlægges akut. Vagtlægen foreslog ellers, at jeg lige skulle opsøge egen læge mandag. I ambulancen kunne personalet hurtigt se, at den var gal med mig og jeg røg med fuld udrykning til Skejby.

Mit hjerte var mere eller mindre gået i stå.

På sygehuset blev jeg indlagt på akutafsnittet, hvor de med det samme tappede mine lunger for henholdsvis 2,5 og 3 liter væske. Min lillebror var ankommet og vi blev enige om, at den fuldstændig absurde mængde må have været skyld i min tilstand og vi troede på bedring. Det var måske endda disse væskeophobninger i lungerne de kunne se på CT-scanningen allerede i foråret, men altså ikke reagerede yderligere på. Desværre fik jeg det ingenlunde bedre og overlægen kunne til sidst konkludere, at ikke nok med at mine andre organer var indhyllet i væske, så blev der heller ikke pumpet noget rundt i kroppen og mit hjerte var mere eller mindre gået i stå. Denne besked får jeg altså under ét døgn efter jeg er blevet indlagt og herfra gik det stærkt. Jeg husker ikke meget herfra men kan senere i min journal se, at jeg aktivt takker ja til en fuld hjertetransplantation, da det er den eneste måde forløbet kan ende på, hvis jeg skal komme derfra med livet i behold. Jeg husker ikke engang, at han spurgte mig om dette. Det sidste jeg reelt husker fra den dag, er at jeg bliver kørt ind i et rum med nogle store brummende rør, men herfra bliver alt mørkt.

Jeg har det som om jeg kun har blinket med øjnene, da jeg vågner op til en overlæge i hvid kittel, der ser mig lige i øjnene. ”Hej Claus. Du har fået et nyt hjerte, og operationen er gået så godt. Du har været svineheldig.”. Jeg tror ikke på ham og beder ham hente min bror. Han gentager ordene og jeg kigger rundt i lokalet og ser 30-40 sygeplejersker og læger og ser ned på min brystkasse, hvor jeg har et kæmpe ar hele vejen ned langs mit brystben. Herefter bryder jeg sammen, kaster op og bliver lagt til ro igen.

Efter et par dage på intensiv og med frygtelige mareridt og hallucinationer, er jeg endelig frisk nok til at komme over på sengeafsnittet, hvor min bror, hans kæreste, min ekskæreste og mine to piger kan se mig i live og fortælle, hvad der reelt var foregået under mit ”blink med øjnene”. De har i fem dage set mig ligge i en hjertelungemaskine ryge ud og ind ad bevidsthed for til at sidst at blive lagt i respirator med beskeden om, at nu havde de 14 dage til at finde et passende donorhjerte, for ellers var det slut.

En frygtelig ventetid for især mine to døtre bliver efter fem dage afløst af den glædelige nyhed, at der er et donormatch, og hjertet vil med det samme blive hentet i helikopter, fragtet til Skejby og transplanteret over i min krop. Hjertet viste sig at være mere end et perfekt match, da det begyndte at pumpe blod rundt i min krop med det samme og faktisk passede bedre i min krop end det gamle hjerte. Det var det overlægen mente med svineheld, og hvor jeg sidenhen har betragtet heldet fra et mere religiøst perspektiv. Nogen må have holdt hånden over mig siden en anden mands død skulle redde mit liv. Tænk hvis han ikke havde taget stilling til organdonation. Tænker på dette hver eneste dag. Jeg er den eneste i hele Danmark, der er ”kommet ind fra gaden” og har fået et nyt hjerte transplanteret inden for blot fem dage.

Jeg har fået øjnene op for vigtigheden af organdonation…

Efter tre ugers efterfølgende indlæggelse med en uvirkelig hurtig bedring bliver jeg udskrevet i sensommeren og i skrivende stund her godt 10 uger efter transplantationen har jeg det bedre end nogensinde før. Bevares jeg mangler en del muskelgenopbygning, jeg er meget træt, jeg får meget og stærk medicin men det er slut med åndenød, søvnproblemer, hosten, dårlig kondi og væske i kroppen. Jeg har på de 10 uger oplevet mig selv i en 2.0 version med et helt nyt verdenssyn, en meget større pytknap, større fokus på mine døtre og generelt en taknemmelighed for at være til, hver morgen jeg vågner op. Jeg har fået øjnene op for vigtigheden af organdonation og har udover at lave en fødselsdagsfundraiser for ”Organdonation – ja tak” fået en større del af mit netværk til at tage stilling og vil fortsætte med at sprede dette budskab så længe mit nye hjerte pumper inde i mig.

/Claus

Efter hjertetransplantationen bad Claus sin ven og graffitimaler Tobias Thyrrestrup Nilsson om at male et billede af det hjerte, som har reddet hans liv. Billedet skulle vise hjertet samt udtrykke den ære og respekt som Claus har til den person som uselvisk har sagt “ja” til organdonation – og gjort det muligt, at han kan leve videre.