I juli 2016, nogle dage efter min 24-års fødselsdag, fik jeg beskeden om at de havde fundet en kræftknude i min lever, på størrelse med en tennisbold. Jeg var i chok, det havde jeg aldrig skulle forhold mig til før og tanker omkring liv og død blev hurtig en realitet. Jeg havde lige fundet kærligheden i mit liv og alt var trygt og rart. Tingene gik stærkt og jeg blev hurtigt sendt til Aarhus, hvor de kunne fjerne en stor del af min lever, da kræftknuden var indkapslet. Det var en vellykket operation, og jeg gik efterfølgende til kontrol og scanningerne var gode. Lige indtil de ikke var det længere. Jeg blev ringet op og 3 nye knuder var fundet i min lever, endnu en gang blev jeg påmindet om hvor skrøbeligt livet er.

Denne gang var den eneste udvej ud af mit mareridt en levertransplantation, og det var svært at forhold sig til. Skulle jeg, lille mig, have et fremmede menneskes organ ind i mig. Det var en surrealistisk tanke, som senere hen viste sig at være den bedste nogensinde. Efter et par dage med uro, tankemylder, bekymringer, og angsten for at dø, samlede jeg mig. Jeg tog til København med min søster og min mor for at blive indstillet til en ny lever. Efter kun 14 dage blev jeg ringet op af Rigshospitalet og der var en mulig lever til mig. Transplantationen gik rigtig godt og jeg var efter kun 5 dage oppe på hospitalets motionscykel. Tingene gik fremad med hastige skridt og efter kun 11 dage var jeg hjemme igen. Her begyndte endnu en kamp for at komme tilbage til de kræfter jeg havde inden transplantationen.

Hvert år har vi fejret min levers fødselsdag og i år fylder den 5 år. Den minder mig om hvor heldig jeg er og hvor taknemmelig jeg er for at have fået en ekstra mulighed for at leve livet og være omringet af de bedste mennesker. Min nye lever gør at jeg kan leve et helt almindelig liv. Jeg blev for snart 1,5 år siden mor. At det kan lade sig gøre, efter et så stort et indgreb, er for mig meget prisværdigt. En gang i mellem kigger jeg op på himlen, smiler og er taknemmelig. Min nye lever har altid været meget stærk selvom mit immunforsvar er dæmpet grundet min medicin, alligevel kan jeg stå imod meget sygdom.

Jeg er igen blevet syg og leverkræften har desværre spredt sig til mine knogler rundt i kroppen, primært i mit bækken. Jeg blev i april 2020 indlagt på kræftafdelingen i Aarhus, isoleret væk fra min mand og vores pige. Jeg var indlagt i omkring 60 dage, med stærke smerter, kvalme, hovedpine og et stråleforløb jeg sent vil glemme. Det havde en god virkning og kræften er med tiden blevet inaktiv. Jeg er på en livslang biologisk medicinkur, som slår de dårlige celler ihjel. Samtidig tager jeg stadig min levermedicin på sidelinjen og er meget imponeret over at min lever aldrig har fejlet noget, den har været stærk hele forløbet igennem.

Jeg har nu været hjemme et halvt års tid, og fik desværre, for en uges tid siden, igen meldingen om flere mikroskopiske kræftceller rundt omkring i min krop. Lægerne er stadig så optimistiske, som de nu kan være, og ser behandlingsmuligheder. Så længe de ikke kaster håndklædet i ringen, så gør jeg hellere ikke.

Jeg har altid siden jeg blev syg for cirka 5 år siden sagt, at så længe der er en behandling, så giver jeg aldrig op.

Med tiden tror jeg på, at jeg lærer at leve med kræften. Når jeg bliver gammel og jeg skal herfra, så bliver det med kræften i mig, men ikke af kræften.

Slutteligt vil jeg igen gerne slå et slag for organdonation. Det har reddet mit liv og har givet mig muligheden for at stifte familie, og være sammen med dem jeg har kær. Tag stilling!

Bedste hilsner
Carina