Advisory Network

Lisbeth Sagen Violinist & Stifter af MusikbeRiget: “I vores hverv på Rigshospitalet, hvor vi spiller levende musik for sygdomsramte børn, voksne og deres familier, har vi mødt et utal af skønne mennesker, som har alvorlige eller livstruende sygdomme inde på livet. Vi har oplevet mirakler og set dem blive raske igen og vi har oplevet, når forløbene har en dødelig udgang. Det er frygteligt hårdt at være vidne til, men heldigvis vejer miraklerne tungest. Et af miraklerne har 2 ansigter, det ene er døden og det andet er livet – og miraklet er organdonation. At noget så tragisk og meningsløst som døden er tæt forbundet med noget så smukt som livet, kan være svært at forholde sig til. Men har man først, som vi, hørt ”I skovens dybe stille ro”, sunget af et andet menneskes lunger i en ny krop eller set små helt gule og dødsyge børn få en ny lever, blive raske og komme tilbage til livet igen, så er man ikke længere i tvivl… Organdonation er en fantastisk, meningsfuld og smuk ting!! MusikbeRiget støtter derfor selvsagt Organdonation – ja tak i deres arbejde. Det er vigtigt at vi får sat fokus på Organdonation i Danmark, så vi kan forbedre vilkårene for os alle sammen – og de mennesker, som hvert år dør på ventelisten til et nyt organ.”

Charlotte er mor til 7 hjemmelavede og hjemmeboende børn, forfatter, foredragsholder og klummeskribent. Hun skriver bl.a. for TV2 Livsstil, hvor hun bl.a. har skrevet artiklen: “Organdonation: Tag bare alt jeg har, når jeg ikke er her mere!”
“Jeg har ingen personlig erfaring med organdonation i min nærmeste omkreds eller familie. Men jeg støtter Organdonation – ja tak, fordi jeg mener, at alle skal tage stilling til organdonation – og fordi jeg mener, at vi har pligt til at hjælpe hinanden.
For mange år siden tog jeg stilling til organdonation, hvor jeg udfyldte et donorkort og havde det liggende i min pung. Efter jeg fik min pung stjålet, forsvandt kortet, men nu har jeg registreret mig som donor igen, og ja, de må virkelig tage alt, jeg har, når jeg en gang ikke er her mere. Jeg er godt klar over, at det kan blive hårdt for mine børn, og det måske kan trække lidt ud med at få mig begravet, men jeg mener, at der er en lille pris at betale for at redde et andet liv. For jeg er nødt til at se det fra min egen side. Hvis jeg stod med et dødssygt barn, der kun kunne reddes med et organ fra et andet menneske, ville jeg være så taknemmelig og lykkelig over, at der var en, der havde sørget for at registrere sig. Og hvad skal jeg eller mine børn med hverken mit hjerte, hornhinder, lunger eller noget helt andet, hvis jeg alligevel er på vej herfra? Intet. Det er bare en tom skal og ikke udtryk for, hvem jeg var, mens jeg levede. Og så er det da en smuk tanke, at den tomme skal kan hjælpe et andet menneske tilbage til livet, når jeg skal sige farvel til det…”