I går, lørdag 29. april 2023, bad patientforeningen Organdonation – ja tak! vores følgere om hjælp til at støtte vores crowdfunding til en mulepose. Muleposen har vi ønsket os i flere år, men den er forblevet på ønskelisten, da den koster en del at producere – indtil i går, hvor Organdonation – ja tak! oprettede en crowdfunding og bad vores følgere om hjælp til at indsamle 19.900 kr. Beløbet svarer til salget af 100 muleposer à 199 kr.
Tak for jeres vilde støtte
På kun 9 timer lykkedes det at indsamle de nødvendige 19.900 kr. som skal til for, at vi kan sætte muleposen i produktion, og indsamlingen har nu rundet 30.000 kr.
“Det er så fantastisk“, siger Lasse Heidelbach, som er stifter og adm. direktør i patientforeningen Organdonation – ja tak! og han fortsætter… “Vi havde ikke drømt om, at det vil gå så stærkt med at nå i mål med vores crowdfunding – og vi er derfor både meget glade og overvældede over den store opbakning. Jeg vil derfor også gerne benytte lejligheden til at sige 1.000 tak til alle, der har støttet foreningens crowdfunding – af hjertet tak.“
En fælles hjertesag
Sammen med de mange donationer har vi også modtaget mange kommentarer fra jer som har støttet foreningens crowdfunding – og mange af disse berør os dybt. Nogen har mistet en som de har kære, fordi deres familie ventede forgæves på et nyt organ, imens andre har været så heldige at modtaget et nyt organ og fået livet igen. Vi er meget rørte over jeres kommentarer og kan mærke, at vi i den grad har en fælles hjertesag – og at vi kæmper sammen for at forbedre organdonation i Danmark.
En vigtig mulepose
Foreningen glæder sig til at muleposen bliver produceret og kommer på gaden med det vigtige budskab om, at man skal huske at tage stilling til organdonation. “Det er ikke bare en mulepose der kommer på gaden, men en mulepose med et vigtigt budskab om, at vi skal huske at tage stilling til organdonation – og det bliver ikke vigtigere end det, for det handler om, at vi kan redde menneskeliv.” – slutter Lasse Heidelbach.
FAKTA
Bestil nu og spar fragten
I Organdonation – ja tak’s webshop kommer muleposen til at koste 199 kr. og dertil kommer fragt på 49 kr. Bestiller du den her via vores crowdfunding, så sparer du fragten.
Sådan får du muleposen
Når vi har modtaget muleposen i august måned 2023, så sender vi en mail til alle som har bestilt muleposen, som fortæller mere om, hvordan i bestiller muleposen til 0 kr. i foreningens webshop.