I morgen onsdag 28. november 2018 skal de tyske politikere debattere om de også skal indføre automatisk organdonation i Tyskland. Forslaget er fremsat af den tyske sundhedsminister Jens Spahn (CDU), som for få måneder siden erklærede, at CDU og SPD, Tysklands største regeringspartier, begge er er positive over for indførelsen af automatisk organdonation i Tyskland.
Indføres automatisk organdonation i Tyskland vil det betyde, at alle tyskere som udgangspunkt er organdonorer – ønsker man ikke at være organdonor, så skal det enkelte borger sørge for at melde sig fra. Har man ikke meldt sig fra som organdonor, og kommer man ud for en ulykke, som fører til at man erklæres for hjernedød, så er man i udgangspunktet organdonor, men familien har, nøjagtigt som i dag med det nuværende donorsystem, det sidste ord – og kan til enhver tid sige fra på den pårørendes vegne.
En lang række lande har i de seneste år indført automatisk organdonation. Det startede med Wales tilbage i december 2015. Herefter blev det indført i Frankrig 1. januar 2017 og senest har Island, Holland, England og Skotland besluttet at indføre automatisk organdonation fra henholdsvis 2019 og 2020. I alle disse lande har man indført et “soft system”, hvor familien altid har det sidste ord, hvis ikke den pårørende har taget aktivt stilling til organdonation.
I dag har 23 lande i Europa besluttet at indføre automatisk organdonation. Modsat går udviklingen i Danmark, hvor de danske politikere netop i fredags afviste et borgerforslag, som har opnået over 57.800 underskrifter. Borgerforslaget som har opnået næstflest underskrifter er stillet af patientforeningen Organdonation – ja tak! som har brugt de seneste par måneder på at oplyse de danske politikere om alle fordelene ved automatisk organdonation og dokumenteret over for politikerne, at:
✅ et STORT flertal (mindst 63%) af danskerne går ind for automatisk organdonation
✅ automatisk organdonation redder liv
✅ automatisk organdonation får flere til at tage stilling
✅ 23 lande i Europa har eller er på vej til at indføre automatisk organdonation
LÆS MERE: FAKTA OM AUTOMATISK ORGANDONATION
Du kan læse mere om automatisk organdonation her på vores hjemmeside, hvor vi har samlet fakta, studier, undersøgelser, uvildige og repræsentative meningsmålinger samt udtalelser fra de danske politikere, Det Etiske Råd og danskerne. På siden finder du også et kort over Europa, hvor du kan se, hvilke donorsystemer man har i de forskellige lande samt donorraten i de forskellige lande.
KILDE: Deutscher Bundestag