MENU

Rasmus Munk bliver ambassadør for Organdonation – ja tak!

Det er med stor glæde at Organdonation – ja tak! kan byde velkommen til vores nye ambassadør Rasmus Munk. Rasmus er køkkenchef og medejer af den prestigefyldte og verdenskendte restaurant Alchemist, hvor han skaber mad med mening ud fra en holistiske tankegang. Der er tale om en 50-retters menu som konsumeres og opleves over fem timer, hvor madens unikke sammensætning kombineret med alt fra kunst, scenografi, lys, film og lyd til den rette temperatur og luftfugtighed i rummet, samlet skaber en unik og uforglemmelig helhedsspiseoplevelse, som har sat København på det gastronomiske verdenskort.

Mad med inspiration fra hele verden og med fokus på verdenssamfundet

Retterne er små kunstværker som kan være lige så kontroversielle, som de er smukke, da de flere af retterne sætter fokus på nutidens og verdenssamfundets udfordringer.

Tilbage i 2017 skabte Rasmus Munk, på den gamle restaurant Alchemist, en ret som satte fokus på donormanglen i Danmark og som fik over 1.500 spisende gæster til at tage stilling til organdonation. Se retten og interview med Rasmus Munk i indslaget herunder.

Vi glæder os til samarbejdet med Rasmus

I juli måned 2019 åbnede Rasmus Munk Alchemist 2.0 på Refshaleøen i København, hvor Organdonation – ja tak! har besøgt Rasmus og drøftet, hvordan vi sammen i fremtiden kan samarbejde om at sætte fokus på organdonation og donormangelen i Danmark. Du kan møde Rasmus og høre mere om hans spændende tanker og idéer samt se, hvordan den nye restaurant Alchemist på Refshaleøen blev til, her i TV 2 Lorrys Minidoks: “Alchemist – sådan lavede han verdens vildeste restaurant”.

Personlig oplevelse gjorde Rasmus opmærksom på donormanglen

Du kan læse mere om, den personlige oplevelse, som fik Rasmus til at lave hans første ret, som skulle sætte fokus på donormanglen i Danmark, her på vores ambassadør-side, hvor Rasmus også fortæller, hvorfor han har valgt at være ambassadør for patientforeningen Organdonation – ja tak!

Endnu en gang hjerteligt velkommen til vores nye ambassadør Rasmus Munk! Vi glæder os til at sætte fokus på organdonation sammen med Rasmus i fremtiden.