MENU

Organdonation – ja tak! modtager juledonation fra Nordea på 50.000 kr.

I dag modtog Organdonation – ja tak! den flotte juledonation fra Nordea på 50.000 kr. Overrækkelsen forgik i Aalborg, hvor Bankdirektør Bjørn Bøje Jensen fra Nordea Danmark og filialdirektør for Nordea Aalborg, Jesper Strand Strandquist, stod for overrækkelsen.

“Vi takker Nordea og deres medarbejdere samt alle som har stemt på os – for den flotte juledonation” – siger stifter Lasse Heidelbach, som i dag modtog donationen hos Nordea i Aalborg sammen med medstifter og hustru Karen Heidelbach. ”Det er mange penge for os, da Organdonation – ja tak! jo er en forholdsvis ny og lille patientforeningen. ”Vi glæder os til at bruge pengene på vores arbejde, hvor vi bl.a. støtter og forbedre vilkårene for de familier, hvor mor, far, søster eller bror er ramt af alvorlig kronisk sygdom som følge af organsvigt.” – siger Lasse Heidelbach.

Hvert år indstiller Nordeas medarbejdere tre velgørende sager som de offentliggør på Facebook, hvor alle kan stemme på tre sager – den sag som får flest ”Synes godt om” modtager den flotte juledonation til deres velgørende arbejde. 

I år var, foruden patientforeningen Organdonation – ja tak, Alzheimerforeningen og Danske Hospitalsklovne indstillet til Nordeas juledonation. Det var et tæt løb med mellem de tre velgørende foreninger, men I søndags stod slutspurten mellem Alzheimerforeningen og Organdonation – ja tak! Her vandt Organdonation – ja tak! afstemningen med cirka 100 stemmer, da de kl. 20.00 rundede 2.466 stemmer.

Sejren i søndags betyder særligt meget for patientforeningen, fordi den internt i Nordea er indstillet af en medarbejde og mor, som i foråret mistede sin 17årige datter i en trafikulykke. I familien havde de kort forinden talt om organdonation, og da den unge kvindes liv ikke stod til at redde, var de ikke i tvivl om, at deres datter ville være organdonor. De sagde derfor ”ja” til organdonation og det endte med at hun reddede 6 liv. 

”Det er tit nogle meget barske og uretfærdige historier der knytter sig til organdonation”, siger Lasse Heidelbach og fortsætter… ”Historien bag vores indstilling viser blot, at ingen af os kan vide os sikre ift. om livet tager en pludselig og uventet drejning i morgen. Det er derfor det er så vigtigt, at vi alle får taget stilling til organdonation, fordi har vi ikke selv taget stilling til organdonation, så hænger vores pårørende på spørgsmålet, hvis vi kommer så galt afsted, at vores liv ikke står til at redde.”

Foreningen opfordrer derfor i denne juletid, som lige som organdonation, jo i høj grad er forbundet med næstekærlighed, alle til at tage stilling til organdonation på www.sundhed.dk. ”Det er lige meget om man siger ”ja” eller ”nej” – bare man tager stilling”, siger Lasse Heidelbach – og slutter, ”det er der nemlig kun 23% af danskerne over 15 år som har gjort”.