Det er med sorg i hjertet, at vi har erfaret, at Grundfos Nestor og Æresmedlem i patientforeningen Organdonation – ja tak, Niels Due Jensen er gået bort, torsdag 12. september 2024, i en alder af 81 år.
Vores tanker og kondolence går til Minna, børn og børnebørn samt den øvrige familie.
I patientforeningen Organdonation – ja tak! lærte vi Niels Due Jensen og Minna Due Jensen at kende, efter Niels havde modtaget en nyre, hvilket gav ham mange gode og ekstra år at leve i.
Det stod hurtigt klart, at vi havde en fælles hjertesag – nemlig at forbedre organdonation i Danmark og gøre en forskel for familier der rammes af langvarig og livstruende sygdom, som følge af organsvigt.
Gennem de seneste år har Niels Due Jensen støttet patientforeningen Organdonation – ja tak! af flere omgange, så vi kunne arbejde indgående og målrettet på, at få indført aktivt fravalg i Danmark – og det var derfor også med stolthed og ære, at vi tilbage i maj måned kunne fortælle Niels og Minna, at vi langt om længe var lykkedes med at få indført en ny organdonationsmodel med aktivt fravalg i Danmark.
Udover støtten til det politiske arbejde har Niels Due Jensen også støttet projektet ”Feriehus til familier med organsvigt”, som foreningen realiserede i maj måned 2024, hvor vi købte et feriehus på Djursland, som i mange årtier fremover vil tjene som refugium og fristed for familier, hvor mor, far, søster eller bror er ramt af organsvigt eller svære transplantationsforløb.
Generøsiteten og støtten fra Niels & Minna Due Jensen faldt i de spæde år, hvor foreningen var under opstart – og familien har derfor stor andel i, at vi som patientforeningen er lykkedes med at realisere så mange støttetilbud og har kunne støtte så mange børn, unge og voksne med organsvigt.
Det var derfor også med ubeskrivelig stor ære, at vi kunne udnævne Niels Due Jensen som Æresmedlem i patientforeningen Organdonation – ja tak! tilbage i april måned 2024.
Tak for kampen og jeres bidrag til vores fælles hjertesag – og for at I tog jer tid til at mødes med os og åbnede jeres hjem for os. Vi vil aldrig glemme vores møder, hvor vi luftede vores projekter og ambitioner for at forbedre organdonation i Danmark – og hvor der på møderne var en fælles forståelse for, hvor udsatte familier med organsvigt er.
Af hjertet tak Niels… Du har gjort en stor forskel for andre og kæmpede for alt hvad du havde kært – ære være dit minde.