Skrevet af
Johanne Rom Stage
Teologistuderende ved Aarhus Universitet
Jeg kontaktede Karen for et par måneder siden, fordi jeg havde et ønske om at skrive en artikel, om hvilke etiske overvejelser Lasse og hun havde gjort sig, da de trådte så markant ind i debatten om organdonation. Artiklen jeg skrev blev bragt i et meget lille fagblad kaldet Figenbladet for de studerende på teologi og religionsvidenskab på Aarhus Universitet. Men et lille fagblad bringer små artikler, og man skal ikke kende Karen ret godt, før man ved at en lille artikel, ikke kan indkapsle alt det som hun har på hjerte, og da slet ikke når det kommer til organdonation. Derfor denne artikel.
Det ville derfor også være en regulær forfladigelse at indlede artiklen, med at sige at mit interview med Karen behandlede alene to niveauer i diskussionen om organdonation. Alligevel er det hvad jeg gør: det handlede om individet og det handlede om samfundet. Man kunne derudfra hævde at hele problemstillingen omkring organdonation er ret enkel. Grunden til jeg alligevel tillader mig at begynde således, altså med en niveauinddeling, er at man næppe kan nævne to bredere begreber end individet og samfundet. Problemstillingen er derfor på ingen måde enkel, og lige så vigtigt ikke ensidig, men den er utalt fordi den unægteligt berører, det vi alle frygter: vores endeligt. ”Når vi taler om organdonation, kommer vi på en kæmpe opgave som individer, fordi der er så mange følelser forbundet med det” siger Karen, men som hun påpeger, så er det først når tingene er svære, at de er værd at tale om.
Derfor skal vi tale om organdonation. Karen og Lasse har ved dannelsen af organisationen ”Organdonation – ja tak”, der bl.a. arbejder for at få indført ”formodet samtykke” i Danmark, en klar mission: vi skal snakke om og tage stilling til organdonation. Deres fremgangsmåde har været at skære debatten op i små bidder: opfordre danskerne til at søge oplysning inden for emnet så beslutningen tages på et oplyst grundlag, og opfordre danskerne til de svære, men nødvendige samtaler. En anden del af fremgangsmåden har været at sætte et ansigt på organdonation: ”Vi har brugt Esther meget, og det er sådan med børn, at det er frygteligt at børn får kræft, og får brug for et nyt organ, men der er faktisk ikke nogen, der kan se sig fri for, at de selv en dag kommer i den her situation.”
Nej er lige så godt som ja
Som en organisation der så tydeligt forholder sig positivt til organdonation, er det vigtigt for Karen at påpege, at de ikke går ud til danskerne og minder dem om at sige ja, men minder dem lige så meget om at sige nej. Det vigtigste er, at der bliver sagt noget. De har et ønske om, at samfundet evner at forstå det ene menneskes nej i lige så høj grad som det andet menneskes ja. Netop her bevæger vi os i samtalen ind på noget, jeg finder uhyre interessant. Som teologistuderende kender jeg alt for godt til den gammeltestamentlige tanke om ”øje for øje”, og som Karen selv påpeger det, kan det enkelte menneskes reptilhjerne af og til slå til, og fortælle mig, at det er uretfærdigt at tage uden selv at give. Alligevel er det Karens håb at den, der siger ja til organdonation, har en forståelse for nej-sigeren, og er af den forståelse, at nej-sigeren også er berettiget til at modtage et organ. Og at den der siger nej til at være organdonor, føler sig berettiget til selv at modtage et organ, hvis det en dag skulle blive nødvendigt: ”Jeg håber vedkommende har den gode tro på samfundet, og den gode tro på at selvfølgelig er jeg noget værd, og selvfølgelig skal jeg have hjælp, hvis jeg får brug for det en dag, på trods af at jeg ikke selv er organdonor. Der er ikke nogen her der skal om bag i køen. Det handler om næstekærlighed og fællesansvar og de normer vi er vokset op under.”
Men hvordan finder etikken sin balance mellem nej-sigeren og ja-sigeren således de opnår en indbyrdes forståelse? Hvordan undgår nej-sigeren at blive pålagt, eller ubevidst pålægge sig selv, et etisk pres i et valg der helt umiddelbart går så stærkt imod det kristne næstekærlighedsbud, som vi som samfund bygger på og er så stærkt påvirkede af? ”Det etiske pres må ligge i at man i bund og grund, godt kan se, hvad der er rigtigt og forket, men derfor ville jeg stadigvæk være ked af, hvis nogen følte sig etisk presset til at sige ja. Man bliver ikke mere hellig af at sige ja.” Her fremstår det igen tydeligt, at det vigtige for Karen ikke er hvad der besluttes, men at der besluttes noget: ”Jeg vil helst ikke have at nogen føler et etisk pres, for sådan synes jeg ikke, vores samfund skal være. Vi er et kristent folkefærd, og vi skal praktisere vores tilgivelse, og vi skal tro på det bedste i hinanden. Vi skal ligge op til en tillid til min næste. Vi kan godt give hinanden den her opgave. Jeg tror på, at du kan tage stilling, og jeg tilgiver dig, hvis du ikke vil være organdonor. Men som samfund kan vi godt bære det fælles ansvar, der ligger i at tage stilling.”
Døden som livsvilkår
Det danske samfund er langt bagud når det kommer til organdonation, i forhold til de lande vi plejer at måle os med ved andre samfundsmæssige aspekter, eksempelvis Frankrig og Wales. Det er uforståeligt for Karen, for som hun siger er danskeren jo ikke dummere end franskmanden. Danmark var det første land, der legaliserede pornoen, og vi var et af de første lande i Europa, der gjorde den kirkelige homo-vielse lovlig. Kærlighed og kødelighed må godt provokere os, og her er det Karen undrer sig: hvorfor må organdonation så ikke? Jeg tillader mig at trække Karens spørgsmål videre ud: Hvorfor må døden ikke provokere os, og dermed helt naturligt omtales, for danskerne er enormt gode til at tale om det der provokerer dem, men døden, og de problemer den skaber og de spørgsmål den stiller, taler vi for lidt om, også ifølge Karen.
Vi er, for at være i stand til at tale om døden, nødt til at ændre vores syn på den, og åbne vores øjne op for, hvilke muligheder der ligger for opretholdelse af et andet liv ved en andens død. ”Den der siger ja til organdonation, hylder livet for et andet menneske, og på den måde kan man undgå at døden bliver en hæmsko for livet. Man skal ikke forklejne opretholdelsen af det andet liv,” siger Karen.
Men ved et ændret syn på døden, hvor fokus primært flyttes væk fra dens endelighed, til muligheden for bibeholdelse af andet liv, mister vi så ikke respekten for afdøde? Etisk råd har tidligere påpeget, hvor nemt organdonation kan blive en løbebane, hvor afdøde hurtigt kan blive opfattet et reservelager, som man kan plukke organer fra, et kødeligt medicinskab kunne man kalde det. Den afdøde krop kan blive et medikament, og har vi ved den opfattelse, ikke mistet den totale respekt for døden? Karens svar til dette er ret så interessant, idet hun mener, at vi skal sætte gang i en omrokering, hvor vi hæver de levende over de døde. Døden skal ikke sættes op på en piedestal, hvor vi ikke kan tale om den eller røre den, eller endnu vigtigere: lade den røre os. Livet har døden som et vilkår. Det levede liv er en forudsætning for døden, men ved organdonation bliver døden en forudsætning for det levende liv. Livet må vi gerne sætte op på en piedestal, for vi kan slet ikke undgå at være i berøring med det hele tiden, idet vi lever det og er til her og nu. ”Vi skal hylde organdonation som en handling der kan udføres ved hjælp af teknologi, næstekærlighed og medmenneskelighed.” Organdonationen er en hyldest til livet, og det er den enkelte organdonation, der hver gang den finder sted, sætter livet over døden.
Etikken skynder på beslutningen
Med formodet samtykke tvinges det enkelte menneske til at tage stilling til, hvorvidt han eller hun vil donere sine organer, og det er imens situationen ikke er presserende for vedkommende. Det er som oftest mens han eller hun har et godt og velfungerende liv, og derfor er det en beslutning der let kommer til at stå i vejen for den enkelte. Karen mener dog, at det spørgsmål der umiddelbart ville være nemmere at skubbe foran sig, eller måske helt ud til siden, bør besvares med det samme, også for det enkelte menneskes egen skyld. For skubbes problemstillingen foran os, tvinges vi til at tage stilling til det, mens vi ligger på vores yderste, og der er der så rigeligt mange problemer vi skal tage stilling til i forvejen. I mange tilfælde, og særligt ved pludselige dødsfald, skubber vi beslutningen helt væk fra os selv, ud til siden, og over på de pårørende, og det er ifølge Karen at pålægge dem en meget stor byrde. ”Det handler om, at vi skal tage mange svære beslutninger i vores liv, og her beder vi folk om at tage en beslutning i en situation, der i forvejen er svær og det giver ikke mening.” Karen siger videre: ”Der er fædre, mødre og søskende, der venter sammen med patienten på det her, så vi kan ikke bare blive ved med at skubbe det væk. Nødvendigheder kommer vi til at møde på mange måder gennem hele vores liv, og kan man så ikke godt forlange over for andre mennesker, at de skal tage stilling, selvom det ikke er det, der er nødvendigt for dem lige nu? På andres vegne kan det være nødvendigt at de forholder sig til det.”
Jeg slutter denne artikel af med et citat fra Karen. Et citat, som for hver gang jeg læser det bliver stærkere og stærkere. Dette er en bøn til dig, som sidder og læser denne artikel lige nu:
”For mig har organdonation fået en ny betydning. For i stedet for at være så berøringsangst for døden, er jeg kommet frem til at kunne leve med at kigge døden i øjnene, fordi jeg kan se det smukke i når livet bliver delt mellem to sjæle. For hver dag når jeg kigger på Esther, så er der et andet menneske oppe i universet, som jeg takker. Mennesker der ikke har prøvet at have døden inde under huden, med hensyn til organdonation, har ingen jordisk mulighed for at vide, hvad vi andre har gået igennem. Og gudskelov for det! Men med ”formodet samtykke” tager man et udgangspunkt i, at vi som samfund formodentlig gerne vil hjælpe hinanden, og jeg kan ikke forklare på andre måder hvor nødvendigt det er, at andre tager stilling til det her. Jeg beder virkelig indtrængende folk der ikke ved noget om det her, om i det mindste at tage stilling til det. Jeg tror på vor herre, det håber jeg også, at du kan høre, men nogle gange så giver det meningsløse bare ikke mening, og så er vi nødt til at blive hinandens meninger”
Johanne Rom Stage
Teologistuderende ved Aarhus Universitet