MENU

Hundredevis af julegaver til børn, unge og voksne med organsvigt

I starten af december måned tog Organdonation – ja tak! traditionen tro på julebesøg på Rigshospitalet, Odense Universitetshospital og Århus Universitetshospital, hvor vi afleverede 300 julegaver til børn, unge og voksne, som er indlagt med organsvigt eller som netop er transplanteret. Vi havde også gaver med til alle børn og unge, som kommer til kontrol i julen.

Efter 5 års hårdt arbejde, med at stable patientforeningen Organdonation – ja tak! på benene, er vi enormt glade for, at vi som patientforening nu for alvor kan gøre en stor forskel for vores patientgruppe.” – fortæller Lasse Heidelbach, som er Stifter & adm. direktør i patientforeningen Organdonation – ja tak! Og han fortsætter… “Vi er stolte over, at vi med støtte fra vores medlemmer, virksomheder og forskellige fonde, i dag kan sende så mange julegaver og julehilsner afsted til vores patientgruppe, og at vi året rundt kan tilbyde støttetilbud, som fx. samtaletilbud og netværksgrupper til både voksne og unge, og at vi kan støtte så mange med vores Heroes & Stars Legat, Stjernestunder og vores Godbedring kuffert, som vi giver til de hårdest ramte patienter og familier med organsvigt eller svære transplantationsforløb.” – slutter Lasse Heidelbach.

Organdonation – ja tak! ønsker alle transplanterede og alle familier med organsvigt en rigtig god jul og god bedring til jer som er indlagt.