Som et nyt initiativ, der skal skabe debat om den nuværende § Organdonationslov § og belyse fordelene ved indførelsen af formodet samtykke fra 18-årsalderen, har patientforeningen Organdonation – ja tak! udformet et brev til Sundheds- & Ældreminister Magnus Heunicke.
Brevet har vi i første omgang sendt til de patientforeninger, der har interesse i og tilkendegivet, at de støtter indførelsen af organdonation med aktivt fravalg i Danmark.
Vi håber naturligvis på en bred opbakning i denne fælles sag og på underskrifter fra vores allierede foreninger, der ligeledes repræsenterer danskere med organsvigt. Og at vi sammen, i en bred fælles appel, kan sende brevet til Sundhedsministeren, hvori vi anmoder om, at der bliver afholdt en offentlig eksperthøring i Landstingssalen på Christiansborg med deltagelse af bl.a. Sundhedsstyrelsen og de politiske partiers sundhedsordfører samt uvildige eksperter på området.
Formålet med høringen er, at vi får skabt en mere nuanceret debat om organdonation i 🇩🇰 DANMARK 🇩🇰 , således at de politiske beslutninger i fremtiden bliver truffet på et mere oplyst grundlag.
Vi vil glæde os til at høre fra alle patientforeningerne – sammen kan vi redde liv, forbedre organdonation i Danmark og livsvilkårene for vores fælles patientgruppe.
Organdonation – ja tak!